Fire nordjyske kommuner på bekymringsliste med høje smittetal

Fire nordjyske kommuner er over bekymringsgrænse og har mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

Fire nordjyske kommuner oplever i øjeblikket et bekymrende antal smittede. 

Det fremgår af Statens Serum Instituts daglige opgørelse over antallet af smittetilfælde i landets 98 kommuner i løbet af de seneste syv dage.

Sundhedsmyndighederne har en bekymringsgrænse ved 20 smittede per 100.000 indbyggere. Kommuner vil blive fulgt nøje, hvis de overskrider den grænse.

I alt 43 kommuner overskrider lørdag bekymringsgrænsen. Det er en stigning fra dagen før, hvor 39 kommuner overskred grænsen.

I Nordjylland er det fire kommuner, der nu har over 20 smittede per 100.000 indbyggere. Det gælder Hjørring, Frederikshavn, Thisted og Brønderslev Kommuner. 

I Aalborg Kommune er antallet af smittetilfælde faldet, og kommunen er derfor ikke længere på bekymringslisten. 

Ifølge lørdagens opdatering fra Statens Serum Institut er der siden fredag registreret yderligere 341 tilfælde med coronavirus i Danmark. Det er det højeste daglige tal siden 8. april.


Seneste nyt

fra Nordjylland