Det kommer til at gøre ondt i de nordjyske fiskeribyer, at fiskerflåden i EU de næste fem år må fiske færre fisk i britisk farvand. Begrænsningen er en central del af den Brexit-aftale, som juleaftensdag blev indgået efter langvarige forhandlinger.

Omkring 40 procent af de fisk, der landes af danske skibe og kuttere, og 30 procent af skibenes indtjening er hidtil kommet fra britisk farvand. Sidstnævnte - altså indtjeningen - skal ifølge aftalen beskæres med en fjerdedel de kommende fem år.

Det betyder, at nordjyske fiskere - og kolleger i Holland, Frankrig, Belgien og Irland - tvinges til at lande færre sild og makrel og mindre mængder af industrifisk som tobis og sperling fra britisk farvand. I en fiskerihavn som Hirtshals, hvor fiskeriforeningen har knap 100 medlemmer, er det primært de helt store fartøjer, der har fisket i britisk farvande og direkte berøres. Når fiskeriet dér reduceres, betyder det imidlertid, at der bliver flere om fiskene i de øvrige farvande, og på den måde vil Brexit-aftalen berøre stort set alle nordjyske erhvervsfiskere.

Men: Det kunne være gået meget værre

At der ville ske ændringer, har stået klart, siden et lille flertal af briterne i 2016 stemte for at forlade EU. Netop ønsket om at kunne råde over eget fiskevand var blandt de mål, Brexit-tilhængerne opstillede forud for afstemningen. Briterne lagde da også ud med at kræve, at indtjeningen ved fiskeri i deres farvande for de tilbageværende EU-lande skulle reduceres med hele 80 procent, så de altså kun måtte fiske 20 procent af, hvad de hidtil har måttet. I stedet endte det med en aftale, hvor tallene er vendt næsten på hovedet, så EU-fiskerne får indtjeningen fra britisk fiskeri beskåret med 25 procent - men altså, foreløbig i fem år, kan beholde de resterende 75 procent.

Herefter skal der årligt forhandles om kvoter mellem EU og Storbritannien.

EU's udgangspunkt for forhandlingerne var at reducere fiskeriindtægterne med 15-20 procent i en overgangsperiode på 10 år.

Når det i det hele taget har været muligt at få briterne til at acceptere fortsat EU-fiskeri i et vist omfang i britisk farvand, skyldes det en række regulære studehandler. EU havde nemlig noget, briterne gerne ville have, selv om de forlader EU - ikke mindst en fortsat adgang til at sælge deres varer nogen lunde problemfrit på det attraktive europæiske marked.

Helt frem til målstregen har en række modeller for det fremtidige samspil mellem EU og Storbritannien været i spil, også på fiskeri-området. Det er mindre end en uge siden, at det tegnede til en aftale, hvor det såkaldt pelagiske fiskeri - altså fiskeri efter sild og makrel - blev taget ud af aftalen til separat forhandling. Det sidste så briterne gerne. Samtidig skulle EU afgive 30 procent af de hidtidige fiskeri-indtægter.

Men en række af de berørte fiskerilande sagde nej. Og forhandlerne måtte på den igen.

Herhjemme og i de øvrige EU-lande med fiskere, der har vænnet sig til at hente en del af indtjeningen i britisk farvand, vil enhver reduktion i disse muligheder selvsagt - og i overensstemmelse med de faktiske forhold - blive set som et tilbageskridt.

Både Europa-Parlamentet og de enkelte medlemslande skal godkende aftalen, før den kan træde i kraft.

I Storbritannien har regeringen sikret sig flertal for aftalen allerede. Og i den britiske udgave præsenteres aftalen for fiskeriet som udtryk for, at Storbritannien nu har "en ny identitet som en suveræn uafhængig kyststat med ret til at bestemme over ressourcerne i havet", og at der sættes punktum for EU's "urimelige" fiskeripolitik. Briterne har beregnet, at aftalen betyder, at britiske fartøjer kan forøge deres fangst i egne farvande til cirka to tredjedele - med en gevinst over fem år på cirka 1,2 milliarder kr. Penge, som fiskere i de øvrige lande altså må vinke farvel til.