Fjord Line er populær blandt passagerer
Foto: Espen Gees
I løbet af årets første kvartal har Fjord Line mærket i stigning af passagerer. Især danskere der skulle på skiferie har givet flere passagerer.
Omkring 140.500 passagerer har sejlet på Fjord Lines ruter mellem Danmark og Norge samt Norge og Sverige i løbet af det første kvartal i år. Det er en stigning på 140 procent i forhold til det første kvartal i 2014.
Derudover er 34.900 køretøjer og 13.400 lastbiler blevet transporteret på ruterne. Også her er der en stigning på henholdsvis 89 procent og 53 procent i forhold til første kvartal sidste år.
Hos Fjord Line forventer de, at der resten af året kommer en endnu større stigning i trafikken.
- Passagervæksten i 2015 er af betydelig kaliber, og bookingerne til sommersæsonen tegner godt. Alt i alt ser dette meget lovende ud - også i forhold til selskabets forretningsmæssige strategi for de kommende år, siger Rickard Ternblom, der er koncernchef hos Fjord Line.
Størstedelen af stigningen af passagerer og transportmidler skyldes, at Fjord Line tilbyder flere daglige afgange på ruterne mellem Hirtshals - Langesund - Stavanger - Bergen.
- Vi forventer et årsresultat for 2015, der vil være væsentligt bedre end for 2014. Årsagen til dette er, at indfasningen af alle nye skibe og ruter nu er gennemført, og vi nu kan se frem imod helårstransport på alle ruter. Dette vil i sig selv give en betydelig indtægtsstigning, siger Rickard Ternblom.