Flere og mere præcise tog på vej til Nordjylland
Den 6. august 2017 kan det være slut med at skulle irritere sig over forsinkede og aflyste tog. Når Nordjyske Jernbaner næste år overtager størstedelen af togdriften i Nordjylland fra DSB, bliver det med både flere afgange og færre forsinkelser til glæde for de nordjyske togpassagerer - Nordjyske Jernbaner kan åbenbart noget, DSB ikke kan.
Den 6. august 2017 kan det være slut med at skulle irritere sig over forsinkede og aflyste tog.
Når Nordjyske Jernbaner næste år overtager størstedelen af togdriften i Nordjylland fra DSB, bliver det ifølge administrerende direktør i Nordjyske Jernbaner Peter Hvilshøj med både flere afgange og færre forsinkelser til glæde for de nordjyske togpassagerer. Nordjyske Jernbaner kan åbenbart noget, DSB ikke kan.
Nordjyske Jernbaners otte nuværende tog skal suppleres op med 13 nye, når de blå tog den 6. august 2017 overtager en stor del af de nordjyske skinner fra DSB. Men en ny farve på togene, er ikke det eneste, passagererne kommer til at opleve.
- De vil også opleve, at vi øger antallet af afgange. Vi tror på, at frekvensen har noget at gøre med, om vi bliver et attraktivt alternativ til det at køre bil. Jo flere tog, jo flere passagerer, siger direktør Peter Hvilshøj, der videre oplyser, at allerede ved overdragelsen af togdriften øges antallet af afgange med 20 procent om dagen.
Nordjyske Jernbaner står i forvejen for togdriften på strækningen Hjørring-Hirtshals og Frederikshavn-Skagen, men overtager til august næste år ansvaret for togkørslen helt ned til Skørping. Målet er at nå 50 procent flere kørte kilometer om året, end DSB har kunnet levere.
- Det kræver for det første også, at man har et ønske om at sætte flere tog ind. Det har vi et stort ønske om, og det har regionen også et stort ønske om. I hvilket omfang det også betyder, at vi kan få mere tog ud af de penge, vi får – den tanke kunne man jo have, siger direktøren.
DSB vil fortsat have seks daglige lyntog til Frederikshavn.