Flygtninge hører om karrieremuligheder i nordjysk landbrug

Omkring 20 flygtninge skal i dag på besøg og have rundvisning på et nordjysk svinelandbrug. Målet er at give dem lyst til at starte i et praktikforløb.

I dag onsdag åbner svineproducent Torben Farum dørene op for omkring 20 flygtninge, som kommer på besøg på hans svinelandbrug. Flygtningene skal have en rundvisning på gården for at få et indtryk af, hvad det vil sige at arbejde i et dansk landbrug. Målet er, at nogle flygtningene forhåbentlig får lyst til at starte et praktikforløb i et landbrug på sigt.

- Flere af dem, der kommer, har også mulighed for at starte i praktik på Danish Crown i Frederikshavn, så det er en god mulighed for at komme ud og se produktet, de skal arbejde med. Derudover så håber vi, at nogle af dem kan få lyst til at starte i praktik i landbruget, forklarer svineproducent og næstformand i LandboNord, Torben Farum.

Rundvisningen er kommet i hus som et samarbejde mellem Frederikshavn Kommune og LandboNord. Ligesom mange andre danske kommuner har Frederikshavn Kommune nemlig en stor udfordring med at finde arbejde og få integreret flygtninge, og her kan LandboNord bidrage, forklarer Torben Farum.

- Dem der kommer i dag, det er flygtninge, som er under uddannelse. De skal have noget arbejde, og her har LandboNord noget at byde ind med. Hvis det bliver aktuelt, så må vi jo få lavet en aftale med kommunen om, at de kan komme i praktik ved landmændende, siger Torben Farum.

Flygtningene skal vises rundt i halvanden times tid hos Torben Farum i dag. Og selvom der endnu ikke er besluttet noget i forhold til, om flygtninge kan starte i praktik hos LandboNords landmænd, så ville de godt kunne have en funktion, siger Torben Farum.

- Hvis de kommer i praktik, så ville deres arbejde bestå i at passe grise, siger han.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland