FOA i kraftig medlemsfremgang
Fagforbundet har på et år fået 3000 nye medlemmer. Aalborgafdelingen melder alene om en stigning på 300 indmeldte på bare tre måneder. En af de væsentligste årsager er frygten for en storkonflikt.
Eksperterne har ellers været ude adskillige gange og meddele at fagbevægelsen var i krise.
Dårligt ry og negativ omtale koster tusindvis af medlemmer. Senest i forbindelse med LO's tidligere næstformand Tine Aurvig Huggernbergers omdiskuterede gyldne håndtryk.
- Det efterlader danskerne med et indtryk af arrogance og pamperi og kan koste fagforbundene både økonomisk og i image, sagde arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet forleden til TV2/NYHEDERNE.
Men hos FOA har man vendt skuden. Afdelingen i Aalborg har alene på de sidste tre måneder af 2007 fået 300 nye medlemmer.
- Vi har lavet et massivt fodarbejde. Vi har været ude på gader og stræder og har afholdt møder på arbejdspladser for at sætte fokus på hvad det er vi kan tilbyde, forklarer Kristian Gaardsøe der er formand for FOA Aalborg, til TV2/Nord.
Men en ting er fagforeningens opsøgende arbejde. Hovedparten af forklaringen skal findes et andet sted.
Frygten for en storkonflikt har sjældent været større, og netop derfor søger danskerne sammen i fællesskabet.
- Den megen snak om en storkonflikt har fået mig til at overveje. Jeg besluttede at det ikke var nok, at være medlem af A-kassen, der ikke kunne hjælpe mig, og efter en snak med kollegerne valgte jeg så at melde mig ind i FOA siger Jytte Olesen der til dagligt arbejder som social- og sundhedshjælper.
- Hvis det kommer til en konflikt, hvilket vi naturligvis ikke håber, er det vigtigt at man er medlem af en etableret fagforening og ikke en "discountfagforening" mener Kristian Gaardsøe.
En række af FOA's nye medlemmer kommer fra netop det formanden kalder discountfagforeninger. Fagforeninger der for en stor dels vedkommende ikke er en del af konfliktgrundlaget.
- Hvis man skal være en del af fællesskabet og hvis man skal kunne tale med, når kollegerne diskuterer konflikten, må man være medlem af en fagforening, der er en del af konfliktens grundlag. Den fagforening jeg kom fra var ikke en del af konflikten, så derfor har jeg skiftet til FOA, forklarer Anne-Marie Åkesson, der er dagplejer til TV2/Nord.
FOA Aalborg forventer at man skal fortsætte arbejdet med at gøre fagforeningen synlig i det næste år.
- Det svære er at fastholde de nye medlemmer. Vi skal fortsat ud og slide vore skosåler i stedet for vores buksebag. Kampen skal vindes ude på gaderne og arbejdspladserne, forklarer Kristian Gaardsøe.