Fødevarer giver arbejdspladser

Landbruget og fødevareindustrien skaffer arbejde til befolkningen i Udkantsdanmark.

Faktisk er den såkaldte fødevareklynge den største arbejdsgiver i yderområderne, det viser en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer.

Hver syvende arbejdsplads i Hjørring Kommune og hver ottende arbejdsplads i Brønderslev Kommune er skabt af landbrug og fødevarevirksomheder. Tallene dækker både over job i fødevarevirksomheder og såkaldte afledte job, eksempelvis hos vognmænd, håndværkere og andre lokale virksomheder, der leverer til fødevaresektoren.

Det viser en ny analyse, som erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Formanden for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, er glad for det høje tal, men ikke overrasket over erhvervets betydning for beskæftigelsen.

- Danmark er et landbrugsland i mere end en forstand. Fødevareerhvervene skaffer ikke bare arbejde til sig selv, men også til maleren, elektrikeren og chaufføren, og det kan vi godt være både glade og stolte over, siger Niels Vestergaard Salling.

Helt konkret viser analysen, at 15,2 pct. af beskæftigelsen i Hjørring Kommune er skabt af fødevarevirksomheder enten direkte - eller indirekte. Fødevarevirksomheder tæller både landbrug, grovvareselskaber, slagterier, mejerier og andre virksomheder med tilknytning til landbruget. I Brønderslev er tallet 14,1 pct.

Hele fødevareklyngen skaber på landsplan omkring 183.000 arbejdspladser.


Seneste nyt

fra Nordjylland