Forældre jubler: Nordjyske skoler topper ny liste
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De nordjyske skoler gør det godt i en ny tilfredshedsundersøgelse.
9 ud af 11 nordjyske kommuner har velfungerende skoler og SFO’er, hvis man spørger forældrene. De ligger over landsgennemsnittet i ny undersøgelse, der måler tilfredsheden på en række kerneområder.
Her går det godt. Sådan kunne man fristes til at omtale de nordjyske folke- og specialskoler.
Forældrene er nemlig ovenud tilfredse med skolernes undervisning og ledelsen. Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget på vegne af Social- og Indenrigsministeriet.
Forældrene blev bedt om bedømme blandt andet undervisningen, samarbejdet med skolen, ledelsen, barnets trivsel og graden af mobning.
Her kommer det frem, at 79 procent af forældrene er enten ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med deres barns skole.
Kun én procent af forældrene er ’meget utilfredse’ med skolen, 7 procent er ’utilfredse’, mens 13 procent forholder sig neutrale - de er ’hverken tilfreds eller utilfreds’.
Morsø Kommune kommer på en 2. plads på den samlede liste over samtlige 98 danske kommuner.
I Mariagerfjord Kommune, der har en fornem 6. plads på listen, er man i børne- og familieudvalget begejstrede.
- Det er dejligt, at forældrene er tilfredse med deres børns udbytte af skoledagen. Jeg er særlig glad for, at de oplever, at skolerne løfter opgaven med at udfordre deres børn fagligt og udvikle deres evner til at være selvstændige mennesker og indgå i sociale sammenhænge, siger Svend Madsen, der er formand for Udvalget for Børn og Familie i Mariagerfjord Kommune.
Undersøgelsen har til formål at forbedre landets skoler og SFO’er.
Fordelt på klassetrin er forældrene til børn i indskolingen (0.-3. klasse) mest tilfredse. Her er 85 procent af forældrene i den tilfredse eller meget tilfredse ende.
Forældrene på mellemtrinnet (4.-6. klasse) og i udskolingen (7.-9. klasse) er henholdsvis 75 og 74 procent ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’.
Tilfredshed med folkeskoler: Sådan er de 11 nordjyske kommuner placeret i undersøgelsen
Morsø: 4,214 (samlet 2. plads)
Mariagerfjord: 4,116 (samlet 6. plads)
Vesthimmerland: 4,107 (samlet 7. plads)
Thisted: 4,104 (samlet 9. plads)
Rebild: 4,087 (samlet 11. plads)
Aalborg: 4,056 (samlet 19. plads)
Brønderslev: 4,026 (samlet 29. plads)
Frederikshavn: 3,998 (samlet 43. plads)
Hjørring: 3,998 (samlet 44. plads)
Jammerbugt: 3,950 (samlet 58. plads)
Læsø: 3,408 (samlet 98. plads)
På landsplan er forældrenes gennemsnitlige tilfredshed med skolen 3,972 ud af 5.
Kilde: Danmarks Statistik
Øverst på listen er Ærø Kommune med en score på 4,2, mens den lavest rangerende kommune er Læsø med et gennemsnit på 3,4.
Men da målingen kun er foretaget på ganske få skoler og blandt få forældre på grund af et lavt indbyggertal, så kan det være svært at sammenligne ø-kommunernes tal med de øvrige og noget større kommuner.
’Renses’ tallene for ø-kommuner, er den bedst rangerede kommune som nævnt tidligere Morsø med en gennemsnitlig score på 4,2, mens forældrene i Halsnæs kommune er mindst tilfredse med podernes folkeskole og SFO.
Jeg er særlig glad for, at de oplever, at skolerne løfter opgaven med at udfordre deres børn fagligt og udvikle deres evner til at være selvstændige mennesker og indgå i sociale sammenhænge.
Svend Madsen, formand for Udvalget for Børn og Familie, Mariagerfjord Kommune
Stor tilfredshed med SFO’er
Forældrene er ikke blot tilfredse med folkeskolerne. Langt størstedelen af dem er også begejstrede for landets SFO’er og fritidshjem.
På landsplan er 79 procent af de adspurgte forældre generelt ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med deres børns SFO og fritidshjem.
Her scores der højest på tilfredsheden med de aktiviteter, der tilbydes børnene og SFO’ens indsats med at få barnet til at føle sig trygt og glad.
Lemvig Kommune topper listen for hele landet med en gennemsnitlig score på 4,3 ud af 5.
Tilfredshed med SFO/fritidshjem: Sådan er de 11 nordjyske kommuner placeret i undersøgelsen
- Vesthimmerland: 4,174 (samlet 8. plads)
- Thisted: 4,148 (samlet 12. plads.)
- Morsø: 4,141 (samlet 15. plads)
- Mariagerfjord: 4,130 (samlet 20. plads)
- Læsø: 4,100 (samlet 30. plads)
- Brønderslev: 4,090 (samlet 33. plads)
- Frederikshavn: 4,074 (samlet 35. plads)
- Rebild: 4,034 (samlet 43. plads)
- Aalborg: 4,024 (samlet 48. plads)
- Hjørring: 4,006 (samlet 57. plads)
- Jammerbugt: 3,965 (samlet 66. plads)
På landsplan er forældrenes gennemsnitlige tilfredshed med SFO'er og fritidshjem 4,013.
Kilde: Danmarks Statistik
277.531 forældre til børn i 0.-9. klasse deltog i undersøgelsen.
Undersøgelsen er den første i en længere række af brugertilfredshedsundersøgelser på en række velfærdsområder.