Forældrene fik presset politikerne
Politikerne i Hjørring har nu droppet planerne om en overbygningsskole for de ældste elever.
Politikerne i Hjørring har nu droppet planerne om en overbygningsskole for de ældste elever. Det sker efter massivt pres fra både forældre og skoleledere. [size=2] [/size]
I 8. klasse på Bagterpskolen i Hjørring er der glæde over, at eleverne kan blive på skolen efter sommerferien
- Det er virkelig dejligt, at vi ikke skal flyttes til en ny skole, siger Emilie Sørensen.
Politikerne meldte sidste år ud, at de ville skære de ældste klassetrin væk fra samtlige byskoler og i stedet samle eleverne på én enkelt stor overbygningsskole. Forældre og skoler har hele tiden sagt klart nej. Og nu lytter politikerne.
- Det har gjort stort indtryk, at så mange har ønsket en anden løsning end en overbygningsskole. Og det er jo en del af jobbet at lytte til borgerne, så det har vi taget seriøst, siger formand for Børne- og Skoleudvalget, Daniel Rugholm (Kons.). Både i aftes og dagen igennem har medlemmerne af udvalget været samlet.
I januar blev der i alt sendt 700 høringssvar til byrådet. Kun ét svar bakkede op om politikernes ønske om en overbygningsskole.
- Som forældre og på vegne af 3.500 børn er vi meget tilfredse med den dialog, vi har haft, og at politikerne har lyttet. Det bliver det bedste kvalitative resultatet med den her løsning, mener Bo Jeppesen, formand for skolebestyrelsen på Holmegårdskolen.
Hos ledelsen på Bagterpskolen gør det også indtryk, at politikerne følger deres ønske.
- Jeg er utrolig glad og lettet. Det her sikrer, at vi får en god skole fremover. Og så er det dejligt at kunne demonstrere over for børnene, at demokratiet virker. Politikerne har lyttet, siger skoledistriktsleder Palle Kristensen.
Nu ligger det så fast, at Hjørring by fra august får fire skoler med klassetrinene 0-9 klasse og fortsætter med et 10. klassescenter.
Derudover er det besluttet at nedlægge skolerne Astrup, Hundelev, Poulstrup og Tversted, mens Thornby Skole bevares og bliver en del af Hirtshals skolecenter.
Specialskolen Kløverskolen i Hjørring lukkes. Der etableres en specialklasserække for den samme målgruppe, og så bliver der lavet en fælles ledelse for specialklasserne.
Derudover skal enten Holmegårdskolen eller Muldbjergskolen lukke. Den beslutning tages tirsdag aften.