Formand for sygeplejerskerne: - Strejken kan mærkes
Video: Per Frank Paulsen
De nordjyske sygeplejersker havde fredag inviteret formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til at tale ved et arrangement i Aalborg.
Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, var fredag på besøg hos de nordjyske sygeplejersker, der på græsplænen ved kredsens lokaler på Sofiendalsvej i Aalborg markerede, at strejken for bedre løn fortsat er i gang.
Og landsformanden mente nok, at konflikten efterhånden kunne begynde at mærkes.
- Det er tydeligt, at der er store problemer især på Aalborg Universitetshospital, hvor der er meget trangt, fordi de ikke kan få udskrevet patienterne til kommunen, siger Grete Christensen.
Hun håber, at patienter og pårørende, der kan mærke konflikten, vil være med til at presse på hos politikerne, så de kan få gjort noget for at få løst konflikten.
- Fra centralt hold har vi ikke hørt noget fra politikerne, men ude lokalt er der flere, der har ytret stor sympati for vores konflikt, siger Grete Christensen.
Hun siger, at sygeplejerskerne er klar til en lang kamp, hvis det skulle blive nødvendigt.
Sygeplejerskerne gik i strejke lørdag 9. juni.