Forsvarsordfører bekymret over indsigelser mod 3. Limfjordsforbindelse
En bekymring fra Forsvaret har betydet, at Radikale Venstre nu er kommet i tvivl om det nye projekt.
Efter at TV2 Nord forleden kunne fortælle, at Forsvarets Ejendomsstyrelse i et udkast til et høringssvar udtrykker bekymring over flere elementer ved projektet, vil Radikale Venstres forsvarsordfører nu tage sagen op med forsvarsministeren.
– Det her er noget, der potentielt kan sætte de danske piloters sikkerhed på spil. Det er da en vigtig bekymring at tage med, og det skulle have været indarbejdet allerede på forhånd i anlægsloven. Og jeg vil henvende mig til forsvarsministeren og bede ham om at kommentere på de punkter, siger Christian Friis Bach, der er forsvarsordfører hos Radikale Venstre.
Den radikale forsvarsordfører peger her blandt andet på Ejendomsstyrelsens bekymring over, at man vil anlægge regnvandsbassiner inden for 13 kilometer af flyvestationen, hvilket ifølge Ejendomsstyrelsen vil udgøre:
- en væsentlig risiko for flysikkerheden i form af fuglekollision (”bird strike”).
Hvorfor har vi ikke hørt om det?
Men det kommer også bag på den nordjysk valgte folketingspolitiker, at forligspartierne slet ikke har hørt om bekymringerne fra Forsvarets Ejendomsstyrelse i deres udkast til høringssvaret.
– Det er i virkeligheden overraskende, at vi ikke har hørt om det i forvejen i forsvarsforligskredsen. Og at det ikke er noget, der har fået mere opmærksomhed, lyder det fra Christian Friis Bach.
Ingen kommentar
TV2 Nord har forgæves forsøgt at få en kommentar fra formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, den konservative Niels Flemming Hansen. Og fra regeringspartiet Venstre lyder det fra forsvarsordfører Kristian Pihl Lorentzen på mail:
- Jeg har ingen kommentarer.
Socialdemokraternes forsvarsordfører Simon Kollerup havde for travlt til at stille op til et telefoninterview i dag, men skriver i en sms:
- Den 3. Limfjordsforbindelse har høj prioritet, fordi den er vigtig for en positiv udvikling i Nordjylland. Høringsprocessen er tilsvarende vigtig, fordi den kan gøre beslutningen bedre, og derfor er jeg for det første tilfreds med, at Forsvaret har delt sine overvejelser i høringsfasen.
- Og for det andet er jeg meget tilfreds med, at Transportministeriet helt tydeligt har tilkendegivet, at der bliver taget højde for væsentlige elementer, og at der vil være en god dialog om det øvrige. Det gør kun, at den 3. Limfjordsforbindelse kan etableres på et stærkt grundlag, og jeg glæder mig til den står færdig.
TV2 Nord ville gerne have spurgt, hvordan Simon Kollerup forstår Forsvarets Ejendomsstyrelses formulering i udkastet til et høringssvar om projektet:
-…som vurderes at have væsentlig negativ indflydelse på Forsvarsministeriets interesser, herunder af operativ karakter.
Og videre påpeger, at det ikke er første gang, at de gør opmærksom på problemerne for projektet set med Forsvarets øjne.
Vi stemmer i mod
Efter i første omgang at have sagt ja til en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm er Radikale Venstre nu ved at ændre standpunkt. Der er for mange ting, der taler imod, vurderer Christian Friis Bach og peger på gener for borgerne, udfordringer for klimaet og naturen.
– Det er ikke den rigtige placering til at løse de trafikale udfordringer i fremtiden, og tunnelen vil stadig komme til at sande til inden for ganske kort tid. Og nu kan vi så lægge oveni, at det også skaber gener for Forsvaret og i virkeligheden også nogle sikkerhedsmæssige interesser, som ikke har været fremme i debatten, siger Christian Friis Bach, forsvarsordfører for Radikale Venstre.
Han understreger videre, at det er vigtigt hurtigt at få en ny forbindelse. Men der er en østlig tunnel et bedre bud.