Forvent længere transporttid på motorvejen
Foto: TV2/Nord
Der er vejarbejde på motorvejen ved Limfjordstunnellen den næste tid.
De kommende uger kan de nordjyske trafikanter se frem til vejarbejde på en seks kilometer lang strækning på E45-motorvejen nord for Limfjordstunnellen - se her, hvor og hvornår der arbejdes.
Onsdag aften fra klokken 18 tager Vejdirektoratet fat på at give kørebanen fra tunnellen frem til frakørsel 19 i Vodskov et lag støjreducerende asfalt på.
Arbejdet vil foregå i aften- og nattetimerne mellem klokken 18 og klokken 06 for at genere trafikken mindst muligt. I forbindelse med arbejdet vil der være nedsat hastighed, ligesom dele af vejbanerne vil blive spærret af. Vejdirektoratet regner med, at arbejdet er færdigt senest den 19. maj
Der vil være nedsat hastighed og forskellige trafikoverledninger i perioden. Det betyder blandt andet, at den nordgående trafik i perioder vil blive flyttet over i det sydgående spor.
Trafikanterne skal holde øje med skiltningen, modkørende trafikanter og hastighedsbegrænsning på 70 km/t. Arbejdet vil medføre længere transporttid og omkørsler.
Vejarbejde på motorvejen:
Frakørsel 21 – Nørresundby N - er spærret fra 1. maj til 10. maj mellem klokken 18.00 og klokken 06.00.
Frakørsel 20 – Bouet – lukket i uge 19 fra den 8. til den 15. maj – også mellem klokken 18.00 og klokken 06.00. Spærringerne gælder kun i nordgående retning.
Frakørsel 22 – Nørresundby C – er lukket onsdag den 27. april og torsdag den 28. april mellem klokken 18.00 og 06.00.
Skilte langs strækningen vil orientere om, hvordan trafikanterne skal forholde sig i forhold til omkørsler.