Fremtidens kystbeskyttelse i høring på Christiansborg
Christian Hartmanns sommerhus ved Nørlev Strand styrtede i havet.(ARKIV)
Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen har taget initiativ til høring om kystsikring, som i dag blev afholdt på Christiansborg.
Hvordan skal fremtidens kystsikring se ud i Danmark? Hvordan skal den finansieres? Og hvornår kan man få erstatning? Der er mange spørgsmål at tage stilling til i debatten om fremtidens kystsikring i Danmark. En debat, som i dag fik tilføjet endnu et kapitel, da blandt andet miljøministeren, Kystdirektoratet og flere andre deltog i en høring på Christiansborg.
- Der skal gøres noget. Det, det drejer sig om, er at finde ud af hvad, siger Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet, som er initiativtager til dagens høring.
Han håber på, at den nye kystaftale, som skal forhandles på plads i løbet af 2017, kan betyde flere penge til kystsikring i Nordjylland, ligesom han håber på klarere regler for, hvornår man som ejer af eksempelvis et sommerhus, kan forvente erstatning, hvis det skulle blive opslugt af havet under en storm.
-Vi skal finde en fornuftig fordelingsnøgle. Både i forhold til storme og oversvømmelser. Kan vi blive enige om det, er vi kommet et rigtig langt skridt videre, siger han.
Der skal gøres noget. Det, det drejer sig om, er at finde ud af hvad
Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet
Med ved dagens høring var desuden formanden for Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalg, Ole Ørnbøl (S) og Christian Hartmann, der mistede sit sommerhus ved Nørlev Strand i januar 2016, da det styrtede i havet under en storm.
- Borgerne skal ikke bringes i den situation, som vi har stået i; helt uden hjælp fra nogen, hvor man må kæmpe kampen alene, fortæller han om sin grund til at deltage i dagens høring, hvor han også fik taletid. ”Det, der skal til nu, er handling! Hvis ikke der kommer handling, har vi bare et fint stykke papir, vi kan smide i papirkurven. Det er politikerne, der skal sætte handling bag ordene nu og sørge for at tage kystproblematikken alvorligt, siger Christian Hartmann.
Også formanden for Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalg, socialdemokraten Ole Ørnbøl, ser positivt på, at der nu bliver taget hul på debatten om fremtidens kystsikring.
- Og der kan man jo så håbe, at de penge, der er, bliver omfordelt (…). For det er os, der har de største problemer omkring erosion (havets indhug i kystlinjen, red.), siger Ole Ørnbøl.
Den nye kystaftale skal forhandles på plads i løbet af 2017.