Fyrer danskere og hyrer tyskere til nordjysk byggeri

Byggegiganten Skanska smider danske murere ud og hyrer i stedet tyskere til lavere timeløn til et nybyggeri for Forsvarets Bygningstjeneste på flådestationen i Frederikshavn, skriver Nyhedsbrevet 3F.

De danske murere tjente op til 200 kroner i timen. De nu ni tyske murere aflønnes med 150 kroner i timen. Tyskerne er ansat i vikarbureauet Globel Services, som har udlejet dem til Skanska.

- Det lugter langt væk af spekulation i billigere vikarer. Man kan imidlertid ikke aflønne vikarer ringere end ens egne ansatte. Det har vi flere voldgiftskendelser på, så vores påstand er, at Skanska rent faktisk bryder overenskomsten. Derfor vil vi tage initiativ til at få spørgsmålet fagretligt behandlet, siger forhandlingssekretær i 3F Stig Schlünsen til Nyhedsbrevet 3F.

Skanska har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag.