Gadepræst til Aalborg

Ni kirker i midtbyen er gået sammen om at ansætte en gade og ungdomspræst. Hun skal ud og have fat i de unge

Hun er nyuddannet men klar. Og hun har en mission.

- Jeg vil gerne vise at kirken også er et sted for de unge, og at de også kan bruge den til noget, siger den nyslåede præst Loa Mortensen.

Hendes job bliver at få budskabet og folkekirken ud til de unge på deres egne præmisser.

Den nye præst er ved at få lavet en hjemmeside og en facebook profil, og der er rock og rapgudstjenester i støbeskeen.
De unge skal også kunne kontakte hende via SMS.

- Når de ikke vil komme i kirken søndag morgen, så må vi komme til dem og vise at vi har noget at byde på, siger hun.

Den nye præst skal vise de unge at Gud også er noget for dem.

- De kan bruge den til pusterum fra hverdagens travlhed og et sted hvor de er elsket for den de er, fordi gud elsker dem for den de er, siger Loa Mortensen.

Hun går på sjælejagt for alvor den 19. september, hvor der bliver afholdt en gadegudstjeneste et sted i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland