Gennembrud i røverisag

Nordjyllands Politi sigter nu en østeuropæisk mand i midten af tyverne for et røveri mod Klitgaard Ure i Aalborg i januar sidste år.

Der er ingen spor af kosterne fra røveriet mod Klitgaard Ure den 13. januar sidste år, men alligevel er der gennembrud i sagen.

- I den her sag har vi nogle tekniske beviser som peger på en østeuropæisk mand, der i øjeblikket er fængslet i Østrig for lignende kriminalitet, siger vicepolitikommissær, Jakob Søndergaard, til TV2/Nord.

Sagen er sendt til Københavns Politi, som i øjeblikket er ved at samle flere beviser fra 7 - 8 andre sager mod manden.

Ved røveriet i Aalborg truede tre røvere personalet i Klitgaard Ure med en pistol, mens en fjerde holdt vagt uden for butikken. Indtil videre har politiet kun den ene mistænkte, som i løbet af den nærmeste tid modtager sigtelsen i fængslet i Østrig.

Klitgaard Ure var også udsat for røveri den 19. marts i år. I den sag sidder tre svenske mænd varetægtsfængslet.


Seneste nyt

fra Nordjylland