Gennembruddet mangler for Lene Espersen

Den nykårede konservative formand Lene Espersen har markeret sig bedre end forgængeren, men slås også med penible sager. Kravet til hende er markant fremgang. Af Henrik Røjgaard, Ritzau

Meningsmålingerne nærmer sig niveauet fra før formandsskiftet, både oppositionen og Dansk Folkeparti lugter blod i sagerne om politisvigt, og offensive markeringer på udlændingeområdet har virket lige lovlig hurtige.

Når vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen så samtidig må bruge rigtig meget af sit krudt på finanskrise og bankpakker, så tegner der sig et billede af en ny konservativ formand, som - ikke indtil videre i hvert fald - har formået at leve op til de enorme forventninger om konservativ fremgang, som K-baglandet har haft til hende. Sådan lyder et par vurderinger af hendes første tid som partiformand.

<b>Mangler tyngde</b>
Tre en halv måned efter at Lene Espersen overtog formandsposten i Det Konservative Folkeparti, har hun endnu ikke bevist, at hun har den nødvendige politiske tyngde til for alvor at løfte partiet, lyder vurderingen fra politisk kommentator og tidligere pressechef for den konservative folketingsgruppe, Niels Kraus-Kjær.

- Bundlinjen efter tre måneder er, at det er en moderat skuffelse for partiet, at det ikke blev til mere i meningsmålingerne. Men muligheden for at indfri forventningerne var i sig selv også helt umulige og opskruede. Og en finanskrise oveni gør, at hun er beskæftiget så meget med rent defensivt arbejde, med at klare dagen og vejen. Det har gjort opgaven endnu sværere, siger han til Ritzau.

<b>Politireform spøger</b>
Fremadrettet kan sagerne om politisvigt - fordi Lene Espersen indtil formandsskiftet var justitsminister - få hendes problemer til at vokse, hvis der er skjult væsentlige oplysninger eller hvis det ikke lykkes at rettet op på politireformen. Det vurderer den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator, Hans Engell.

- Hvis ikke politisagerne og reformen kommer på skinner i 2009, så vil hendes personlige ansvar komme til at klæbe. Og det er ikke kun på grund af sagernes indhold, men også fordi, der er gået politik i det. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne lugter blod. S er i opposition, og en konservativ minister, der ikke kan sikre et effektivt politi, er sårbar. For DF handler det om at holde en kant til De Konservative. DF tænder af på Lene Espersen og er sure over, at hun giver den som moster skrap, stjæler fælles sager og profilerer sig, siger Hans Engell.

<b>Trussel mod DF</b>
Lene Espersen vurderes til at være en større konkurrent til DF og venstres vælgere, end Bendtsen var, og for De Konservative er det lettere at stjæle stemmer her end hos oppositionen.

Lene Espersen har blandt andet udfordret på det følsomme udlændingeområde, som er Dansk Folkepartis vigtigste mærkesag. Da hun den 9. september trådte helt frem på den konservative scene som ny formand for partiet efter forgængeren Bendt Bendtsens beslutning samme dag om at træde tilbage, satte hun sin personlige prestige ind på udlændingespørgsmålet.

- Der er et politisk projekt, som, jeg mener, er vigtigt, at jeg fra starten som politisk leder kaster mig over, og det bliver at få vores udlændingepolitik bragt på ret kurs igen, sagde hun, da hun første gang mødte pressen - i et konservativt gruppelokale fyldt til bristepunktet - som ny konservativ leder.

Det var dog en billig omgang. Regeringen var nemlig på det tidspunkt tæt på at have færdigforhandlet en aftale med Dansk Folkeparti, som skulle værne imod EU&#39;s regler om fri bevægelighed. Og det var ikke Lene Espersen, som var hovedarkitekt på den aftale. Alligevel brugte hun den som løftestang til både at fremstå som strammer i udlændingepolitikken og til at signalere konservativ forsoning med støttepartiet, som De Konservative historisk har haft et anstrengt forhold til.

Yderligere anses dele af aftalen i dag som gennemhullet af virkeligheden.

- Problemet for Lene Espersen var, at det så ud til at gå godt med udlændingepolitikken, og så forsøgte hun at tage medejerskab. Men så hænger hun også på den nu, hvor det viser sig ikke at have samme validitet, som man troede på det tidspunkt, siger Niels Krause-Kjær.

<b>Fodfejl</b>
Også i den såkaldte tunesersag og opstramningen af reglerne for tålt ophold markerede hun sig skarpt - inden integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og Venstre kom på banen. Lene Espersen stillede sig særdeles hurtigt kritisk og undrende over, at det ikke var muligt at udvise en tuneser, mistænkt for at ville myrde Muhammedtegneren Kurt Westergaard. Men det var ikke troværdigt af en tidligere justitsminister, som må formodes at være helt inde i reglerne, mener Hans Engell. Derfor kom det til at fremstå som tom signalpolitik. Og det var, efter Hans Engells opfattelse, en fodfejl.

- Hun meldte hårdt ud i debatten om tålt ophold. Hun fremstod som om, hun var chokeret over, at vi ikke havde et regelsæt, der fungerede endnu på det område. For en tidligere justitsminister gennem syv år og medlem af regeringens koordinationsudvalg var det ikke troværdigt, siger Hans Engell.

<b>Krav om fremgang</b>
En anden fodfejl skete under finanslovforhandlingerne.

- Det var en decideret bommert pludselig at spille Brian Mikkelsens forslag om skattefrihed til OL-deltagerne ind i slutrunden på et tidspunkt, hvor regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg slet ikke havde drøftet den sag, og på et tidspunkt, hvor det bare var med til at legitimere, at Dansk Folkeparti så kunne komme med hvad som helst, siger Hans Engell.

Engell og Krause-Kjær er enige om, at hun ikke er faldet egentlig igennem, at hun er langt mere synlig og markant end Bendt Bendtsen var, og at hun klogt har nedtonet forventningerne til konservativ fremgang. Men Hans Engell peger på, at et reelt løft er kravet ved det kommende valg.

- Hun har præsteret fremgang, men hvis De Konservative kun vinder fire mandater ved et valg, så er det ikke godt nok. En fremgang på ikke under fem må være succeskriteriet, siger han.

/ritzau/