Gitte bander over E-boks: Myndighedernes hjemmesider er ofte lukket land for handicappede

Skat.dk, E-boks og Aula. En ny lov, der træder i kraft nu, skal gøre hjemmesiderne i det offentlige mere handicapvenlige. Men mange myndigheder lever ikke op til loven.

- Det er noget makværk. Det er sgu ikke i orden. Det er fandeme frustrerende!

De frygteligste gloser flyver ud af munden på Gitte Micheelsen. Hun forsøger at svare på en besked hun har fået i E-boks, men det er umuligt for hende.

- Det skal simpelhen ikke være så svært og så kompliceret at læse og besvare sin post fra det offentlige. Det er noget bras. Det er en ommer, raser Gitte Micheelsen.

quote - Det er noget makværk. Det er sgu ikke i orden. Det er fandeme frustrerende!

Gitte Micheelsen

Gitte Micheelsen fra Aars er stort set blind. Hun har fem procents syn tilbage på det ene øje. For mange af os er det en selvfølge, at vi online kan tjekke netbanken, booke en tid hos lægen eller indberette skat, men for Gitte Micheelsen og andre handicappede er det ofte en uoverstigelig opgave, fordi hjemmesiderne i det offentlige ofte er meget lidt handicapvenlige.

quote Det skal simpelhen ikke være så svært og så kompliceret at læse og besvare sin post fra det offentlige. Det er noget bras. Det er en ommer.

Gitte Micheelsen, Aars

Gitte læser bedst hvis hun kan lave farverne om, så teksten er gul og baggrunden sort. Det er der også mange ordblinde, der bruger, men der er stadig mange offentlige hjemmesider der ikke kan det i dag.

- Hvorfor skal vi have færre muligheder for at tilgå de forskellige ting på nettet. Vi vil jo gerne bruge internettet ligesom alle andre og klare os selv, siger Micheelsen.

Ny lov skal hjælpe handicappede

I denne uge trådte en ny lov om webtilgængelighed i kraft. Den betyder at alle offentlige hjemmesider skal være tilgængelige for handicappede. For eksempel skal billeder, grafik og PDF-filer kodes, så en skærmlæser kan læse det højt for de blinde. Folk med fysiske handicaps skal kunne bruge hjemmesiderne, selvom de ikke kan bruge en mus. Loven gælder også for A-kasser, forsyningsselskaber og boligforeninger. Gitte har store forhåbninger til den nye lov.

- Jeg vil jo blive meget mere selvhjulpen. Det vil jo give mega meget selvtillid, at der er nogen ting, man selv kan, forklarer Gitte Micheelsen

Rum til forbedring hos kommunen

Hos Aalborg Kommune er lederen for kommunikationsafdelingen Kirja Holland Thomsen godt klar over at der er rum til forbedring for handicapvenligheden på hjemmesiden. Hun nævner blandt andet, at der på siden er videoer uden undertekster, som de døve ikke får ret meget ud af.

- Vores nuværende hjemmeside lever ikke helt op til alt det den skal i forhold til i forhold til webtilgængelighedsloven. Derfor har vi besluttet at vi skal have en ny hjemmeside, hvor vi gerne vil lave bedre brugeroplevelser for alle borgere uanset om man har en funktionsnedsættelse eller ej, forklarer Kirja Holland Thomsen.

Myndighederne kan undlade at opfylde dele af kravene i webtilgængelighedsloven, hvis de kan godtgøre at det vil være uforholdsmæssigt dyrt for dem at gøre det. Det kommer Aalborg Kommune til at benytte sig af.

- Det kan for eksempel være indenfor grundsalg til erhverv. Hvis der ikke er ret mange brugere, der skal ind og kigge på det, så kan vi måske vurderer om vi skal bruge krudtet her eller om det er bedre at bruge krudtet, der hvor der er rigtig mange borgere inde, siger Kirja Holland Thomsen.

 

Gitte har i 17 år haft et flexjob som skolesekretær på Østermarksskolen i Aars. Da den nye skoleportal Aula blev indført blev det ifølge Gitte for svært for hende at udføre sit job på skolen. Selvom det er en helt ny portal, så er den ikke gearet til blinde og svagtseende, mener Gitte Micheelsen, der flere gange kontaktede firmaet bag portalen for at få dem til at lave den mere handicapvenlig, men til sidst måtte hun opgive sit job. Heldigvis lykkedes det Gitte Micheelsen at får et nyt job som aktivitetskonsulent i Dansk Blindesamfund.


Seneste nyt

fra Nordjylland