Gravede efter ammunition ud fra gamle kort

I et skovområde lidt nord for Dronninglund summede det i af dag af usædvanligt meget liv i søgen efter fortidens spor.

Omkring 50 metaldetektorførere fra både Nordjylland og en række andre steder i  Danmark var i dag samlet i skoven for at finde gamle de ammunitionsdepoter, som blev gravet ned efter krigen.

Det skete, da tyskerne i al hast havde forladt området, som under krigen havde fungeret som ammunitionslager.

- Det har været en rimelig stor befæstning – også fordi det har været nemt i forhold til Sverige og Norge med afskibning af ammunition, fortæller Christian Sonne Schmidt, der til daglig er fyrværker, men denne lørdag leder de mange detektorfolks afsøgning af skoven.

quote Det har været en rimelig stor befæstning – også fordi det har været nemt i forhold til Sverige og Norge med afskibning af ammunition.

Christian Sonne Schmidt, metaldetektorfører

Gammelt kort viste vejen

Og der var ikke blevet søgt i ret lang tid, før det nærmest væltede op af jorden. Pludselig blev der fundet en hel masse små bakelitbeholdere, der har indeholdt midler, som man kunne bruge, hvis man skulle blive udsat for et giftgas-angreb.

- Jeg troede først det var en personel-mine, fortæller Steen Christensen fra Svenstrup, der var den første til at grave de små bøtter frem. Og så tænkte jeg, at jeg måtte hellere lige få fat i nogen, der ved noget, om hvad det er, fortsætter han.

Christian Sonne Schmidt kom på sporet af ammunitionsdepoterne via et gammelt kort, som en tidligere modstandsmand havde opbevaret.

- Det stammer fra en mand, der bor nede på Aarhus-kanten, hvis far har boet heroppe under krigen og var modstandsmand. Han var med til at stå vagt heroppe og tømme depoter heroppe efter krigen, fortæller Christian Sonne Schmidt.

Udover de små beholdere med antigasvæske blev der gjort en række forskellige fund, og det er håbet, at fundende måske kan udstilles på et lille privat museum.


Seneste nyt

fra Nordjylland