Hal-Bjarne vandt Årets Nordjyde 2019: Giv ildjæle et skulderklap i 2020

Der er gået et år, men Bjarne Holmberg fra Tårs husker stadig det øjeblik, hvor han blev kåret til Årets Nordjyde. Nu skal den næste Årets Nordjyde findes, og sidste års vinder opfordrer alle til at komme til tasterne og indstille en eller måske endda flere kandidater.

I Tårs er Bjarne Holmberg af de fleste kendt som Hal-Bjarne. Han er halinspektøren, der er kendt for sin enorme idérigdom, når det gælder om at finde på nye ting til gavn for byen. Og så er han en af de få, der ved, hvordan det føles at blive kåret som Årets Nordjyde – en titel, som han fik i 2019.

- Verden står lige stille i nogle sekunder, og man ved slet ikke, hvordan man skal reagere, og så får man en kæmpe klump indeni - og så er det dem omkring én, der gør, at man bryder ud i jubel.

Sådan forklarer Bjarne Holmberg det øjeblik, hvor hans navn blev råbt op.

Sådan så det ud, da Bjarne Holmberg kom hjem til idrætshallen i Tårs, hvor naboer og venner var stimlet sammen for at hylde ham.

Bjarne Holmberg vandt titlen for sit engagement i byen og sit utrættelige arbejde i byens idrætshal. Og her et år efter knokler han stadig løs i hallen, som blandt andet ved Bjarnes hjælp er blevet til et multihus, der fungerer som samlingssted for byens indbyggere.  

- Det har været så skøn en følelse at gå med. Jeg havde lidt svært ved det i starten, for jeg synes jo egentlig ikke, at jeg gør noget specielt. Men om aftenen, da vi kom hjem til Tårs, og halvdelen af byen stod klar til at tage imod, tror jeg bare, jeg faldt bagover og tænkte: "Det nyder vi, det her." Og den følelse har jeg gået med lige siden, siger Bjarne Holmberg.

 
 

Et år er gået, og det betyder også, at der nu skal findes en ny Årets Nordjyde et sted i regionen. Og Bjarne Holmberg håber, at rigtigt mange nordjyder kommer til tasterne og indstiller en eller flere personer, der har gjort en positiv forskel for andre.

- Jeg synes, at alle bør tænke sig om og skrive en nominering, hvis der er en ildsjæl eller andet i ens lokalsamfund, der gør noget, man synes er lidt ekstraordinært. Giv dem det skulderklap og nominer dem, siger Bjarne Holmberg.

Du kan læse mere om Årets Nordjyde og skrive din indstilling her.

Det er muligt at indstille kandidater til og med den 10. august. Herefter vil et dommerpanel udvælge fem finalister, som bliver hyldet ved et storslået show på Vendsyssel Teater den 1. oktober. Her findes vinderen, der ud over titlen kan glæde sig over en præmie på 50.000 kroner.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland