Havkajakken er det helt store hit
Det er populært som aldrig før at ro i havkajak. Det kan man mærke i Nibe Roklub.
Interessen for at ro havkajak er stor, og det kan man mærke i Nibe Roklub.
Hvis man har bevæget sig langs de danske kyster denne sommer, så har man temmelig sikkert set en eller fra havkajakker. Den adrætte kajak er populær som aldrig før.
- Vi har oplevet en stigende interesse for havkajakken de seneste ti år, og der har generelt været en stigning på mellem to til fire procent hvert år, siger direktør i Dansk Kano og Kajak Forbund, Christian Jacobsen.
Hos Nibe Roklub kan de sagtens mærke, at det lige nu er hot at ro i havkajak. Her har omkring halvdelen af klubbens 130 medlemmer kastet sig over denne form.
- Der har været stor interesse for havkajakken i nogle år, og vi kan nu se, at den udgør den største gruppe af vores medlemmer. Specielt hos ungdommen, er havkajakken populær, siger Frank Jørgensen, der er rochef i klubben.
61-årige Inger Meldgaard kastede sig sidste forår ud i at ro havkajak, og for hende har det været en nem start.
- Det er lige et spørgsmål om, at man får balancen, men der er jo rigtig mange forskellige kajakker, så man starter med en god bred en, hvor det er nemt at holde balancen, og det er nemt at komme i gang, siger Inger Meldgaard.
Hos Dansk Kano og Kajak Forbund er halvdelen af de 22.000 medlemmer i dag glade for havkajakken. For Inger Meldgaard er der en helt klar årsag til, at hun i dag nyder at komme på vandet i havkajakken.
- Det er meget, meget fleksibelt. Fordi man kan ro, når man først er frigivet, som roer her i klubben, så kan man jo gå ned når som helst og låne en kajak ro sig en tur, siger Inger Meldgaard.
Den 29. august er Nibe Roklub medarrangør, når Aalborg Havkajak Race løber af stablen. Her skal deltagerne ro fra Nibe til Aalborg.