Helenius: Vi fik en mavepuster til sidst

AaB-angriberen mener, at hjemmeholdet fortjente sejren, men manglede lidt rutine i de afgørende situationer.

Med to mål mod OB fik AaB's Nicklas Helenius en forrygende start på forårssæsonen på hjemmebane, men for den lange angriber betyder scoringerne ikke så meget efter kampen, hvor fynboerne i overtiden fik hentet et point og et 2-2-resultat med hjem.

- Vi fortjente at vinde. Vi havde vores muligheder i anden halvleg på kontra og skulle afgøre kampen.

- Vi var bedre end OB i dag i mange facetter, så det var noget af en mavepuster, at de fik scoret til sidst, siger Nicklas Helenius.

- Vi spillede fint. Man kunne godt se, at vi havde lidt mere rutine i forsvaret og fik lidt mere ro på opspillet.

- Vi udnyttede også OB's store mellemrum rigtig godt. Vi var bedre med bolden i dag end med Silkeborg (i fredags, red.), og OB havde jo ikke noget at komme med, siger han.

I forårspremieren mod Silkeborg stillede AaB med det yngste hold i Superligaens historie, og selvom rutinerede Kenneth Emil Petersen var tilbage i forsvaret, så var det atter en ungt hold, som løb på banen mod OB.

Og det havde betydning, mener Nicklas Helenius.

- Vi er stadig et ungt hold og manglede måske lidt rutine og coolness i dag.

De to mål sender ham op på 10 sæsonmål i ligaen, og dermed ligger han på en delt fjerdeplads på topscorerlisten.


Seneste nyt

fra Nordjylland