Henning G: Ikke noget odiøst i honorarer

EL-kandidat kritiserer byrøddernes honorarer for bijob.

Aalborg Kommunes byrådspolitikere modtager honorarer for arbejde udover byrådsarbejdet på i alt 1,9 millioner kroner. Fire gange så meget som politikerne i Aarhus Kommune.

- De store honorarer sætter spørgsmålstegn ved borgmesterens, rådmændenes og de enkelte byrådsmedlemmers loyalitet. Ligger den hos Aalborg Kommune eller hos de selskaber, der betaler en stor del af deres løn, spørger Per Clausen, der er spidskandidat for Enhedslisten i Aalborg.

Et spørgsmål borgmester i Aalborg Henning G. Jensen blankt afviser.

- Der er ikke noget odiøst i at betale folk for et stykke arbejde. Jeg synes, der er ved at tegne sig et billede af, at når det er politikere, der får et honorar, så er der noget odiøst deri, og det kan jeg ikke se. Alle mennesker får jo honorarer for at udføre arbejde.

Han kan heller ikke se hvad alternativet til byrådsmedlemmer i de helt eller delvist kommunalt ejede selskaber skulle være.

- Hvem skal så varetage Aalborg Kommunes interesser de steder, vi ejer noget? Skal det være nogle private, som ikke er valgt og som ikke skal stå til regnskab for befolkningen, der skal varetage det, spørger borgmesteren og henviser i øvrigt til at sådanne løsninger ikke nødvendigvis er bedre.

- Store statslige selskaber har haft anerkendte erhvervsfolk i spidsen, og det er gået dårligt. Se bare på SAS, Dong og DSB.

Per Clausen udtaler, at han vil tage sagen op i byrådet og rydde op i bijobs-honorarerne, hvis han bliver valgt ind 19. november.


Seneste nyt

fra Nordjylland