Her lover regeringen højere hastighedsgrænser i Nordjylland

I en pressemeddelelse præsenterer transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) sammen med transportordførere fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, hvor man vil sikre højere hastighedsgrænser i Nordjylland.

Tidligere på året meddelte regeringen, at de ville sætte hastighedsgrænsen op på en række strækninger i Nordjylland, og nu er aftalen på plads. 

Stigningen kommer til at gælde Hirtshalsmotorvejen mellem Hirtshals og Hjørring N, Rute 11/55 mellem Bouet og Aabybro ved Vadum, Rute 11/29 mellem Thisted og Fjerritslev ved Vejlerne og på Rute 26 mellem Vildsund og Sundby ved Thisted.

Det sker som en del af finanslovsaftalen for 2018, der er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

- Hastighedsgrænserne skal give mening for den enkelte bilist. For hastighedsgrænser, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere for bilisterne at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske, skriver transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og transportordførere Kristian Pihl Lorentzen (V), Rasmus Jarlov (K), Villum Christensen (LA) og Kim Christiansen (DF) i en pressemeddelelse.

I Nordjylland vil hastigheden på Hirtshalsmotorvejen stige til 130 km/t. På Rute 11/55, Rute 11/29 og Rute 26 bliver hastighedsgrænsen sat op fra 80 til 90 km/t.

Begrundelsen for stigningen lyder fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti:

- Nordjyderne kan komme hurtigere til og fra arbejde, og dermed får mere tid til familien og fritidsliv, og sikrer samtidig bedre vilkår for erhvervslivet, som nu kan komme hurtigere frem med sine varer, skriver de.

Regeringen har derfor afsat 94 millioner kroner til at gøre strækninger over hele landet klar til de højere hastighedsgrænser.

Forbedringerne på strækningerne forventes at ske i perioden fra 2018-2021.


Seneste nyt

fra Nordjylland