Himmerland Forsikring går mod strømmen

Himmerland Forsikrings fysiske butik i Aars har været så stor en succes, at man nu åbner endnu en butik i Aalborg.

Himmerland Forsikrings butik i Aars har netop fejret et års fødselsdag, og indtil videre har de syv medarbejdere haft nok at se til, for det tiltaler tlsyneladende borgerne med en fysisk butik.

- De er flittige til at komme herind og tale forsikringer og gennemgå deres forsikringer. Både eksisterende kunder og nye kunder, og de kan godt lide at tale med en person, siger Thorkild N. Hansen, der er forsikringsudviklingschef i Himmerland Forsikring.

Succesen har givet blod på tanden, og derfor åbner Himmerland Forsikring en butik i Aalborg til maj. Her skal der holdes fast i den fysiske kundekontakt.

- Det kommer til at betyde, at vi bliver tæt på og lige til, som vi gerne vil være. Så de kan komme ind og besøge os og snakke forsikringer, når de har tid, siger Thorkild N. Hansen.

Med åbningen af den nye butik går Himmerland Forsikring mod tendensen, hvor banker lukker filialer, og flere af de større forsikringsselskaber har lukket butikker. I dag foregår meget forsikringssnak over telefonen og internettet, og i det perspektiv kan en fysisk butik virke måske en smule gammeldags.

- Det kan det måske være, men vi er da med på den nyeste teknologi. Vi har haft succes med det her i Aars, og vi vil gerne give endnu flere muligheden for at komme ind og besøge os i Aalborg, siger Thorkild N. Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland