Hobro-træner ser tilbage: Det bliver svært at overgå 2014

2014 bød for Jonas Dal både på en Superligaoprykning og sejre over Brøndby og FC København. Derfor har Hobro-træneren også svært ved at se, hvordan 2015 skal leve op til 2014.

Som galionsfigur i Superliga-eventyret i Hobro, så kan cheftræner Jonas Dal se tilbage på et år, hvor den ene succesoplevelse har afløst den anden. Først bød 2014 på en sensationel oprykning til Superligaen, og her har halvtidsprofferne så taget fusen på alle eksperter i den første halvsæson.

- Det har været det vildeste år, og der har virkelig været mange store oplevelser. At slå Brøndby to gange og vinde over FC København i Parken var stort, men kulminationen for mig var den kamp i Brønshøj, hvor vi sikrede os oprykningen. Det var en forløsning, og det står printet ind i min hukommelse som noget specielt. Det bliver svært at overgå, men mindre kan også gøre det, siger Jonas Dal.

Kan du nævne en episode, hvor du tænkte, at alt gik op i en højere enhed?

- Første gang jeg tænkte tanken, var da Jesper Bøge scorede på et fremragende langskud ude mod Fredericia. Men så viste det sig, at Lyngby blev ved med at vinde, så jeg tror egentlig, at jeg vil sige, at da Mads Hvilsom scorer ude mod Lyngby. Det var et usandsynligt vigtig mål, og det var der, hvor vi mentalt rykkede op, siger Jonas Dal.

Har der omvendt været en situation, hvor du tænkte, at nu går det galt?

- I foråret i 1. division havde på et tidspunkt to kampe mod AB i baghånden, og det var kampe, som vi på papiret skulle vinde. Vi tabte den første hjemme, og i den anden gik jeg for første gang i mod mit koncept. Det var en kæmpe fejl, og min dårligste oplevelse som træner, siger Jonas Dal.

Set i bakspejlet, ville du så gerne have gjort noget anderledes?

- I den sidste halvsæson i 1. division ville jeg gerne have været en smule mindre konservativ. Jeg brugte meget de samme spillere, og her ville jeg gerne have skiftet en smule mere ud. Jeg har også haft en ambition om, at vi skulle kunne spille på flere forskellige måder, og det bider os i halen nu, at vi ikke har gjort nok i det, siger Jonas Dal.

2014 har betydet meget for Hobro og lokalområdet, men hvad har det betydet for dig?

- For mig personligt, så er der kommet meget mere fokus på min person, og det har jeg det egentlig også ok med. Det var sjovt i starten, men det har været mere, end jeg havde forventet. Fodbold er også fodbold i Superligaen, så det er ikke så meget der, at der har været en ændring. Jeg er gået ned i tid på højskolen, og det har givet mig mere tid til fodbolden og min familie. Det har jeg været glad for, slutter Jonas Dal.


Seneste nyt

fra Nordjylland