Hønseavler frygter ikke fugleinfluenza

Flemming Fischer købte høns her i weekenden , selvom der er konstateret fugleinfluenza flere steder i landet i denne uge.

Flemming Fischer og Simone Kristensen  tog søndag turen fra Frederikshavn til Løkken for at købe seks nye høns hos Raunsmed Fjerkræ.

De er ikke specielt bange for, at de nye høns skal blive ramt af fugleinfluenza.

Simone Kristensen og Flemming Fischer er ikke bange for, at deres høns bliver smittet med fugleinfluenza.
Simone Kristensen og Flemming Fischer er ikke bange for, at deres høns bliver smittet med fugleinfluenza.
Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

- Hvis man boede et sted, hvor der var mange fugle og andre dyr - men nu ligger vi helt ude for os selv ude på landet - så der er jo ikke nogen omkring os, siger Flemming Fischer, som arbejder som stilladsmontør, når han ikke passer høns.

Fugleinfluenza har ellers betydet, at flere fjerkræbesætninger rundt i landet er blevet slået ned. Senest lørdag,  hvor Fødevarestyrelsen begyndte laflivningen af 100.000 høns hos en ægproducent syd for Skive.

Men indtil nu er Nordjylland blevet skånet for sygdommen.

Raunsmed Fjerkræ  i Løkken sælger hvert år omkring 100.000 høns til private. 

Truslen om fugleinfluenza plejer at lægge en dæmper på interessen for selv at holde høns, men ikke i år.

Fjerkræavler Poul Raunsmed mener, at hans kunder har lært at håndtere situationen med fugleinfluenza.
Fjerkræavler Poul Raunsmed mener, at hans kunder har lært at håndtere situationen med fugleinfluenza.
Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

- Nu her i januar er det meget mærkeligt, for vi sælger flere, end vi plejer. Men jeg tror, at folk har lært at håndtere det, så man holder hønsene inde i den periode, hvor der er trækfugle, og så lukker man dem ud igen, når den fare er ovre igen, siger fjerkræavler Poul Raunsmed, Løkken.

Fugleinfluenza

Fødevarestyrelsen har på sin hjemmeside en række spørgsmål og svar om fugleinfluenza.



Seneste nyt

fra Nordjylland