Hurtig handel kan give 20.000 i rabat: Boligskatter booster boligsalg
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det bugner ikke ligefrem med til salg-skilte i Aalborg for tiden.
Muligheden for at opnå en rabat, har varmet boligmarkedet i Nordjylland op.
Køber du hus eller lejlighed i 2024, køber du boligskatten fra de nye ejendomsvurderinger med. Og for mange af de dyreste lejligheder i Aalborg er det en betydelig ekstraudgift, der skal passes ind i husholdningsbudgettet.
Men handler man hurtigt og overtager sit nye hjem mens kalenderen stadig viser 2023, får man den skatterabat, der er vedtaget i forbindelse med de nye ejendomsvurderinger med.
Det har fået lejlighedsmarkedet i de største byer - specielt i København - til at stige voldsomt.
I oktober blev der handlet 757 lejligheder i hovedstaden - og det er hele 28 procent flere end i september, når man korrigerer for sæsonudsving.
Tendens kan mærkes i Aalborg
Også i den dyreste del af det aalborgensiske lejlighedsmarked kan man mærke, at der er penge at spare, hvis man handler hurtigt og skriver under på en handel i december.
- Vi har oplevet, der der har været en stigende tendens til flere fremvisninger i november og her i starten af december, fortæller Mark Andreas Kærgaard, der er butikschef i Danbolig Aalborg Lejlighed.
TV2 Nord møder ejendomsmægleren i en lejlighed på havnefronten i Aalborg, der lige nu er til salg til 9,7 millioner kroner og dermed placerer sig blandt de dyreste lejligheder i Aalborg.
Dermed er lejlighede en af dem, der der vil være billigere at eje, hvis man får handlet i år fremfor næste år.
- Boligen som vi står i nu, der kan man spare cirka 20.000 kroner om året, hvis man overtager den i år fremfor næste år hvor de nye vurderinger træder i kraft. Og hvis man bor her i fem eller 10 år, så løber det jo op, siger butikschefen.
Udbuddet stiger
Hvis man er i markedet efter en ny bolig - og vil have skatterabatten med - er der også blevet mere at mere at vælge mellem.
Udbuddet af ejerlejligheder i Nordjylland var i oktober 2022 på 735 mens der et år senere var 806 lejligheder på markedet hvoraf de fleste er at finde i Aalborg Kommune.
Kigger man på villamarkedet er udbuddet steget endnu mere markant.
I oktober 2023 var 4503 villaer på markedet - og i oktober i år var det tal steget til 5244.