En kranfører slap utrolig heldigt fra sammenstødet med en højspændingsledning.

"Hvis jeg var ham, ville jeg købe en lotto-kupon"

En mand slap yderst heldigt fra et sammenstød med en højspændingsmast torsdag formiddag.

Uheldet skete kort før kl. 10, da en kranbil kørte ind i en højspændingsledning ved Lundby i nærheden af Gistrup.

Dækkene på kranbilen eksploderede, da der kom 60.000 volt gennem bilen og græsset omkring bilen brød i brand.

Da beredskabet nåede frem, var kranføreren kommet ud af kranen, og Himmerlands Elforsyning havde frakoblet strømmen. Kranføreren blev kørt til Aalborg Universitetshospital for at blive tjekket.

-Hvis jeg var ham, så ville jeg købe en lotto-kupon. Så heldig har han været, siger indsatsleder Jan Nedza