I livsfare efter brand

 I livsfare efter brand

51-årig mand svært røgskadet ved brand i lejlighed i Brønderslev.

En 51-årig mand blev i aftes reddet ud af sin brændende lejlighed Nørregade 26 i Brønderslev, men han var så svært røgskadet, at piolitiet i Hjørring søndag ved middagstid betegnede hans tilstand som kritisk. Han er indlagt på Aalborg Sygehus.

Branden opstod ved fem-tiden søndag morgen. En taxachauffør så ildskær og røg i lejligheden og slog alarm, og samtidig løb nogle unge mennesker, som kom forbi stedet, ind i opgangen og hamrede på dørene ind til de andre lejligheder for at få beboerne fra tre andre lejligheder i opgangen ud. Det lykkedes, og de opholder sig nu andre steder indtil kan vende tilbage til Nørregade 26.

Politiets teknikere skal nu prøve at finde årsagen til branden, men ifølge vagthavende hos Nordjyllands Politi i Hjørring tyder meget på, at branden er opstået som følge af tobaksrygning i en sofa, hvor den 51-årige er faldet i søvn.


Seneste nyt

fra Nordjylland