Nu har nordjyderne endelig noget at takke sjællænderne for, lyder det fra Ib Grønbech i en stærkt sarkastisk takkesang i forbindelse med udligningsreformen.
"Mit forslag må være, du sjællandske ven, at vi graver stridsøksen ned, simpelthen,
og taler lidt pænt om hinanden igen, i hvert fald mens I sender penge!"
Sådan lyder en strofe i den takkesang til Sjælland som Ib Grønbech har skrevet i anledning af, at et nyt udligningssystem sender næsten 500 millioner kroner fra primært sjællandske kommuner op til de 11 nordjyske, der fremover får lidt mere at gøre med, når der skal renoveres skoler, åbnes plejehjem, laves veje og så videre.
Takkesangen har Ib Grønbech skrevet på opfordring fra TV2 Nords københavnske kolleger på TV2 Lorry, og det er vigtigt for den folkekære sanger at understrege at sangen, som du kan se opført i videoen herover, oser af sarkasme.
Modsætningsforholdet mellem os - og nu bliver det generaliserende - gæve nordjyder og de storsnudede københavnere er nemlig i høj grad kommet til udtryk i fortællingen om, hvordan velfærdsmillionerne er blevet fordelt mellem de 98 kommuner.
De fattigste kommuner har højt fortalt om, hvordan de ikke kunne få pengene til at række og de rigeste kommuner har på samme vis fortalt, at de ikke kunne undvære de mange millioner, de var blevet stillet i udsigt at skulle miste. Flere gange har stemningen de rige og fattige kommuner imellem været betændt og den meget efterspurgte reform at udligningssystemet har af samme grund været meget længe undervejs.
Nu er den her så, og så er det da kun på plads at vi nordjyder sender en tak af sted mod vores sjællanske landsmænd - med masser af ironi.
For Ib Grønbech har ikke det mindste imod de danskere, der er så uheldige at bo øst for Storebælt.
- Når jeg optræder er det faktisk nemmere at optræde på Sjælland. Det er måske fordi de ikke forstår hvad jeg siger, forklarer Ib Grønbech, som dog har bygget sin sang op omkring nogle modsætninger som han mener er reelle - men som ikke gør den ene slags dansker mere rigtig end den anden.
- Der er da forskel på landsdelene og der har altid været noget mellem jyder og københavnere. Københavnerne synes at vi er nogle bonderøve og vi synes at de råber hele tiden. Men det er nok fordi de er så mange, at hvis de skal høres er de nødt til at tale højt.