Ikke længere ghetto
Sebbersundvej slipper nu for den officielle ghetto-titel
Nordjylland har nu kun en enkelt ghetto. Sebbersundvej i Aalborg Øst er taget af ghettoliste.
Sebbersundvej i Aalborg Øst er ikke længere en ghetto. Bydelen er nemlig her ved årsskiftet blevet taget af Socialministeriets ghettoliste. Det efterlader Nordjylland med kun en enkelt ghetto, nemlig Havrevej i Thisted.
På et enkelt år steg antallet af sociale ghettoer fra 25 til at omfatte 45 boligområder på landsplan.
I efteråret gik Nordjylland fra at have to til at have fire områder på listen. De nye ghettoer var Vestbyen i Hjørring samt Løvvangen i Nørresundby. Men da regeringen kort tid efter lavede kriterierne for, hvad der kendetegner en ghetto om, blev de hurtigt taget af listen igen. Og nu er der altså kun Havrevej i Thisted tilbage på listen her i Nordjylland.
Nu er der 26 områder på ghettolisten på landsplan.
Ghettoer
Et ghettoområde er i lovens forstand fysisk sammenhængende almene boligafdelinger med mindst 1.000 beboere, som opfylder mindst 2 af følgende kriterier:
1. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
2. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 40 pct., opgjort som gennemsnit over de seneste fire år.
3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer pr. 10.000 beboere på 18 år og derover overstiger 270 personer, opgjort som gennemsnit over de seneste fire år.