Indbrud i Jyske Bank

Indbrudstyve fik intet med sig fra et indbrud i Jyske Bank i Brønderslev natten til tirsdag.

Jyske Bank i Bredgade i Brønderslev havde i nat ubudne gæster. Klokken 4.43 gik bankens alarm, og Nordjyllands Politi sendte patruljer til stedet, hvor gerningsmændene var flygtet fra.

Politiet har endnu ikke mange spor at gå efter, og har heller ikke modtaget henvendelser fra borgere i forbindelse med indbruddet.

Derfor formoder man heller ikke, at indbruddet har været så voldsomt. Politiet mener for eksempel ikke, at der er brugt sprængstoffer.

- Vi har tidligere set, at gerningsmænd har forsøgt at sprænge pengeautomaten, og i de tilfælde har vi fået rigtig mange henvendelser, for det er ikke til at undgå at høre. Så vi mener, at de har knust en rude og er kommet ind den vej, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Hæstrup.

Bankens overvågningsvideo har vist tre maskerede mænd, der muligvis har forsøgt at sprøjte gas ind i pengeautomaten. Døgnboksens forside er blevet beskadiget, men gerningsmændene har ikke haft held til at sprænge boksen op.

Intet tyder umiddelbart på, at gerningsmændene har fået et udbytte med sig.


Seneste nyt

fra Nordjylland