Indbrudstyve har haft travlt i pinsen: Stjal 16 meter tagrende

16 meter tagrende og et grydesæt var noget af udbyttet for flittige indbrudstyve i pinsen.

Rigtig mange nordjyder er kommet hjem til en bolig, der er blevet gennemrodet i løbet af pinsen.

I Aalborg har der været fire indbrud. To af dem i lejligheder på John F. Kennedys Plads 2. juni, hvor tyvene via en brandtrappe først nåede ind i en lejlighed på anden sal ved at bryde køkkenvinduet op. Her stjal de guldsmykker og to ure.

Efterfølgende fortsatte de til nabolejligheden og brød ind af en terrassedør. Her stjal de kontanter og smykker.

På Svanehøj i Aalborg fik to PH-lamper ny ejermand, da indbrudstyve brød ind gennem en altandør mellem 3. juni og 5. juni. Og i et kælderrum på Istedgade forsynede uønskede gæster sig med tre par sko og en golfkølle.

Mens PH-lamper og smykker er klassiske mål for indbrudstyvene, så fik politiet en lidt anderledes anmeldelse i pinsen. På Havnevej i Hadsund har tyve stjålet 16 meter tagrende og et tilhørende nedløbsrør til en værdi af 10.000 kroner mellem 1. juni og 4. juni.

Spejderhuset på Ousenvej i Sæby var også mål for indbrudstyve i pinsen. Mellem 1. juni og 5. juni er vinduet blevet brudt op, og skabe og skuffer er blevet gennemrodet. Tyvene kom afsted med en tveægget økse med påskriften ”25 års jubilæum Ousen”, seks træskibe og et grydesæt.

En boligejer på Himmerlandsvej i Skørping må låne naboens plæneklipper, efter tyve har stjålet en Husqvarna havetraktor fra garagen mellem 2. juni og 6. juni.

En virksomhed i Erhvervsparken i Brønderslev slap med en opbrudt skydedør, da der om natten den 6. juni var besøg fra indbrudstyve. Tyvene nøjedes nemlig med at bryde ind, og efterfølgende forlade stedet igen uden tyvekoster.

Det er ikke kun i boligerne, tyvene har været på besøg. Tre steder er der anmeldelser om tyveri fra biler. På Tøtmosen i Hjørring er elværktøj blevet stjålet fra en varebil mellem 5. juni og 6. juni. En anden varebil på Heimdalsvej i Hjørring blev også tømt for elværktøj.

En lastbil ved en landejendom på Skonhøjvej i i Nørager blev desuden 150 liter diesel og en FM-radio lettere, da tyve mellem 4. juni og 5. juni begik indbrud i staldbygningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland