Indsamling til finanskriseramt islænding
En aalborgenser har startet en indsamling på Facebook til fordel for sin islandske ven, der er økonomisk trængt.
Islandske Bjarni Thor Haraldsson er ramt af krisen. Måltiderne består hovedsageligt af havregryn og der er ikke mange kroner til overs for islændingen der må leve af sit islandske studenterlån.
Men han har en god ven i Jeppe Staphansen, der har startet gruppen "Red Bjarni" på Facebook, for at samle ind til sin ven. Det skriver JP.dk.
- Sidst jeg var sammen med Bjarni, kunne jeg selv se, hvordan han svedte på panden. Han har ikke kunnet slappe af, fordi han ikke ved, hvordan skal klare sig, siger Jeppe Stephansen om årsagen til at han oprettede gruppen.
Studenterlånet kommer fra Island i islandske kroner. Hvor det før kostede 12-13 kroner for en dansk krone, koster det nu over 20 islandske af slagsen.
- Jeg spiser meget havregryn for tiden, men det er nok meget sundt at skulle prøve at spænde hjelmen helt ind en gang i mellem. For normalt er man ret privilegeret, siger Bjarni Thor Haraldsson til JP.dk om sin situation.
Han er dog noget beklemt over indsamlingen på Facebook:
- Det er en dejlig og smuk tanke, som beviser, at danskerne er gode og betænksomme mennesker, selv om man i Island taler som, at danskerne bare er uhøflige. Jeg har kun gode oplevelser, forklarer Haraldsson, inden han sætter fingeren på det pinlige element.
- Jeg føler det lidt som tiggeri. Jeg vil hellere arbejde selv for at tjene penge. Den indstilling har de fleste islændinge nok.
Indtil videre har gruppen på Facebook 23 medlemmer.