Ingen hjælp at hente fra Kollerup: Virksomheder må selv finde på muligheder

Den nye hjælpepakke, der skal hjælpe restauranter, barer og caféer, omfatter ikke alle i branchen. Men de må selv finde muligheder i den her svære situation, lyder det fra erhvervsministeren.

- Den er aflyst, den er aflyst og den er aflyst.

Sådan lyder det fra Peter Fruergaard, der er indehaver af Fruen og Kokken i Brovst, når han bladre gennem virksomhedens tomme ordrebog.

- Nu er det tre dage siden, pressemødet blev afholdt, og på de tre dage har vi haft 29 aflysninger. Så vi oplever en masse frustrationer, siger han.

Frustrationerne er kommet efter fredagens pressemøde, hvor bl.a. forsamlingsforbuddet blev sænket. Og det har fået mange til at aflyse deres arrangementer, hvilket de nu mærker hos virksomheden i Brovst, der til daglig leverer mad ud af huset.

- Vores brand er jo kendt for at lave mad til selskaber, siger han.

quote Ellers, så er det selvfølgelig der, hvor man som teltudlejer eller andre skal se, hvor er mine muligheder for at finde et marked i den her svære situation

- Simon Kollerup (S), erhvervsminister

I går aftes præsenterede regeringen og en række partier en hjælpepakke, der bl.a. skal hjælpe restauranter, barer og arrangører, men Peter Fruergaard og hans revisor har svært ved præcist at tyde, om de får del i pakken.

- Den er jo så ny, så det er svært for mig at sige, om vi er med i den, fordi sådan som jeg læser det, så er det restauratører og barejere, som skal lukke efter kl. 22, som kan få noget kompensation, siger Peter Fruergaard.

Artiklen fortsætter under videoen

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) mener, virksomhederne selv må finde på muligheder.

Virksomheder må selv være kreative: - Hvor er mine muligheder for at finde et marked?

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) erkender, at det er en svær og hård tid for flere virksomheder, men når man spørger ham til virksomhederne, der ikke er en del af hjælpepakken, svarer han med andre ord, at det er op til dem selv at finde på løsninger:

- Det kan være, at arrangementet godt kan afholdes alligevel. Det er jo ikke forbudt at afholde arrangementer, hvis man fortrinsvis er siddende, kan man være ret mange. Så inden, man aflyser alt, så synes jeg, man skal kigge i retningslinjerne. Der er jo mulighed for faktisk stadigvæk at holde arrangementer, siger han, og fortsætter:

- Ellers, så er det selvfølgelig der, hvor man som teltudlejer eller andre skal se, hvor er mine muligheder for at finde et marked i den her svære situation.

Eventbranchen burde være omfattet

Organisationen for de små og mellemstore virksomheder i Danmark mener, at aftalen rummer gode elementer. Men de mener også, at hele eventbranchen burde være omfattet.

- Alle dem som leverer til de private fester, til firmaernes julefrokoster og til de private bryllupper i forsamlingshuset, de skulle også kunne have fået, siger Jakob Brandt, administrerende direktør ved SMVdanmark.

Derudover mener organisationen, at også lønkompensation er en stor mangel i aftalen.

- Det er lønnen, som koster meget ude i virksomhederne. Og når vi ikke får tilskud til den, så bliver vi ved med at have kæmpestore tab i vores virksomheder, siger Jakob Brandt.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland