Ingeniører fra Aalborg Universitet er de bedste

 Ingeniører fra Aalborg Universitet er de bedste

Aalborg Universitet har ry for at uddanne fremragende ingeniører. Det har været med til at få en stor, international kongres om fremtidens ingeniøruddannelse til byen.

Ingeniører fra Aalborg Universitet er de bedste i Danmark. Det viser en undersøgelse blandt danske virksomheder, som magasinet "Ingeniøren" offentliggjorde i begyndelsen af juni.

Og Aalborgs Universitets gode "ingeniør-ry" er nået til udlandet - og har været med til at få en stor konference til byen.

Universitetet har nemlig vundet en international konference om undervisning af fremtidens ingeniørstuderende. Den finder sted 2. - 5. juli i Aalborg Kongres & Kulturcenter - og får deltagelse af godt 300 forskere fra 40 lande. Bag kongressen står SEFI, der er en international sammenslutning af universiteter og forskere, der uddanner ingeniører.

På konferencen skal man diskutere, hvordan uddannelsen kan blive bedre - og imødekomme de krav, som industri og samfund i dag stiller til ingeniører. Og det er et område, hvor Aalborg Universitet har vist sig at have noget specielt at byde på: Problembaseret undervisning.

Lærer at løse problemer
Problemorienteret undervisning er i virkeligheden en udbygning af det gruppearbejde blandt de studerende, som var en meget omdiskuteret nyskabelse i undervisningen, da Aalborg Universitet blev etableret. Men som har vist sig velegnet til uddannelse af bl.a. ingeniører.

- Ved problembaseret undervisning lærer de studerende at arbejde sammen - og den tager udgangspunkt i de problemer, som de studerende møder ude i den virkelige verden. Undersøgelsen fra "Ingeniøren" viser da også, at danske erhvervsledere netop sætter pris på, at ingeniørerne fra Aalborg Universitet ikke er verdensfjerne "teoretikere". Men de har færdigheder i at anvende deres teorier, hvilket virksomhederne umiddelbart kan drage nytte af, siger Flemming K. Fink, der er professor ved Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Han mener at SEFI-konferencen ikke alene viser, at Aalborg Universitet har et godt ry internationalt, når det gælder uddannelse af ingeniører. Men også, at Aalborg har et godt ry som mødeby.

- SEFI holder deres konferencer på skift i forskellige europæiske byer. Egentlig regnede vi ikke med, at vi ville få konferencen i år, da vi bl.a. var oppe imod Rotterdam, som vi troede ville blive valgt før os. Men VisitAalborg Convention lavede et meget professionelt præsentationsmateriale for os om Aalborgs muligheder som konferenceby. Og det afgjorde sagen til vores fordel, siger Flemming K. Fink.


Seneste nyt

fra Nordjylland