Interesse for Kusk

Kasper Kusk ligner en ombejlet herre seks måneder før hans kontrakt med AaB løber ud.

Kasper Kusk har fået sit store gennembrud i den rød-hvide AaB-trøje. Men måske skal den unge nordjyde trække en ny spillertrøje over hovedet efter næste sommer.

- Der har været stor interesse og mange forespørgsler. Vi er i en fase, hvor vi kan snakke med andre, men om det sker, ved jeg ikke, siger hans agent John Sivebæk til bold.dk.

Kasper Kusk kan dog sagtens fortsætte i AaB. Ifølge John Sivebæk ligger den beslutning pt. hos Lynge Jacobsen.

- Der har været lidt forhandlinger med AaB, som vi ikke er nået videre med endnu. Det når vi forhåbentlig inden så længe, men hvornår det bliver, ved jeg ikke, og om vi kan blive enige, ved jeg selvfølgelig heller ikke. Vi må se, hvad det ender med, siger John Sivebæk til bold.dk.

Kasper Kusk er delt topscorer for AaB i indeværende sæson med otte mål.


Seneste nyt

fra Nordjylland