International partner med i Dankalk

 International partner med i Dankalk

Den familieejede koncern Omya indtræder fra 1. juni i partnerskab med DLG om Løgstørvirksomheden Dankalk. Det sker for at øge vidensniveauet om kalk i det nordjyske datterselskab.

Det nye partnerskab skal give Dankalk et endnu bedre udgangspunkt for fremtidige aktiviteter, herunder forskning og udvikling.

- DLG får via den nye alliance med Omya styrket vidensniveauet om kalk såvel fagligt som afsætningsmæssigt, da kalk er en ressource, der har særdeles mange anvendelsesområder ud over jordbrugsformål, siger Asbjørn Børsting, administrerende direktør i DLG i en pressemeddelelse.

Han mener samtidig, at Omya får en stærk partner på kalk i Østersø-området samt adgang til store kalkressourcer i Nordjylland.

Dankalk omdannes til et K/S i forbindelse med handlen, men selskabet forbliver et datterselskab i DLG. Omya bliver agent for Dankalks industriprodukter globalt set.

Omya, der er blandt verdens største producenter af calciumcarbonat, er leverandør til bl.a. plast-, gummi-, maling- og papirindustrien. Koncernen har hovedsæde i Oftringen i Schweiz og har afdelinger i over 50 lande. Der er over 6.000 medarbejdere.

Dankalk har været et 100 pct. ejet DLG-selskab siden 1969. Virksomheden har fire kalkbrud i det nordjyske, og der er 45 medarbejdere.


Seneste nyt

fra Nordjylland