Irakisk tolk nægtes opholdstilladelse
En mand ved ikke, om han må blive i landet.
Haider Hassan har været tolk for den danske hær i Irak - og har boet i Danmark i syv år. Alligevel kan han ikke få permanent opholdstilladelse.
Han har været i krig for den danske hær i Irak, han har boet i Danmark i syv år - og han arbejder og uddanner sig. Alligevel vil Udlændingestyrelsen ikke give ham permanent opholdstilladelse.
Haider Hassan, der kommer fra Basra i Irak, synes ellers han har gjort en indsats for at blive dansk siden, han kom til Danmark i 2007.
- Jeg synes, jeg gør, hvad jeg kan for at blive dansk, men kravene er ualmindeligt svære at leve op til.
Haider Hassan har fået afslag på permanent opholdstilladelse med begrundelsen om, at hans uddannelsesniveau ikke er højt nok - og at han ikke har arbejdet fuld tid i tre år. Uddannelsen som It-operatør fra hjemlandet har han ikke kunnet bruge til meget.
- Det er svært at få arbejde, når der stadig er krise mange steder. Jeg vågner ofte om natten og tænker: Hvad skal der skal ske i fremtiden?
Haider Hassan uddanner sig på HF - og arbejder som frisør, når han har fri, men det er altså ikke nok til at kvalificere ham til permanent opholdstilladelse. Noget der nu får folketingspolitikeren Per Clausen fra Enhedslisten op af stolen.
- Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at vi har en mand som både uddanner sig og arbejder - og at det ender med at diskvalificere ham, at han gør begge dele samtidig. Reglerne bør derfor ændres, siger han.
Haider Hassans midlertidige opholdstilladelse udløber den 27. september. Han ved endnu ikke, om han får en ny.