Hvert år i december kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året, og i år er Vaarst med på listen. Nærmere bestemt den jernaldergravplads fra ca. år 200-550 e.Kr., som er fundet ved Grønhøjgård.

Det hele begyndte, da den lokale metaldetektor-entusiast Anders Bryder fandt en række jernaldersmykker på en mark ved landsbyen Vaarst sydøst for Aalborg. Det var i 2018, og siden da har arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum undersøgt området ad flere omgange – senest i sommeren 2020.

- Allerede da han kom med de første fund, stod det klart, at der var tale om noget særligt. Og de nyeste undersøgelser på stedet i 2020 har på mange måder bekræftet, at den jernaldergravplads, der ligger ved Grønhøjgård ved Vaarst, ikke bare er lokal historie, men danmarkshistorie, siger udgravningsleder og arkæolog ved Nordjyllands Historiske Museum, Torben Trier Christiansen, og fortsætter:

- Og det bekræftes jo af, at vi er med på Slots- og Kulturstyrelsens liste. Det et cremen af cremen af arkæologiske udgravninger i hele Danmark, det mest spektakulære og det, som har størst forskningsmæssigt potentiale.

Grave i hundredvis

I alt er der blevet udgravet 37 grave i 2020, så det samlede antal undersøgte grave nu er 75. De fleste måler på den ene led halvanden til to meter og på den anden en halv til en hel meter. En del har dog været meget store og måler lidt mere end 3,5 meter i længden. Enkelte grave har spor efter formuldede kister, som i visse tilfælde har været støttet af sten lagt på gravbunden på ydersiden af rammen. I en enkelt grav har kisten haft markant udbuede vægge og en meget kraftig gavl. Formentlig er den gravlagte her blevet lagt til hvile i en lille båd.

I enkelte grave er der skeletrester, men i de fleste ses ingen spor af den gravlagte. Derimod findes der gravgaver af forskellig art. Det er for eksempel fint forarbejdede lerkar og en lille kniv – formentlig med resterne af et lille måltid til den sidste rejse. I en del grave forekommer der også glas- og ravperler eller dragtnåle af jern og bronze.

Der er også enkelte mere rige grave. Tre grave har blandt andet indeholdt drikkeglas. I den rigeste grav fandt arkæologerne skår fra let grønligt klart glas, eksklusivt rideudstyr bestående af bl.a. pladesporer og rembeslag, beslag fra en bronzebeklædt træspand samt 30 glasspillebrikker i mørkt blågrønt glas. Spillebrikker af den type ses i Danmark udelukkende fra de ypperste højstatusmiljøer, og meget tyder på, at de sammen med andre luksusvarer er blevet importeret fra værksteder i romerske provinser.

Vandaliseret i samtiden

De arkæologiske undersøgelser har ikke kun frembragt fine fund fra gravene, de har også afsløret en anden mere dramatisk sandhed. De mange grave har nemlig ikke fået lov at ligge uforstyrret hen, faktisk er størstedelen af de undersøgte grave blevet forstyrret og genåbnet – ja faktisk vandaliseret – efterfølgende.

I enkelte grave viser de rester, der er tilbage af kisten, at forstyrrelsen kun er sket inde i kisten og altså ikke har omfattet selve kisten. I nogle grave er skeletresterne omrodet i selve graven. Det indikerer alt sammen, at gravene er blevet genåbnet og vandaliseret i samtiden – i hvert fald inden selve kisten var rådnet væk.

- Vi kan se, at vandaliseringen er sket efter præcis samme fremgangsmåde. Det er en kraftig indikation på, at hele vandaliseringen er sket på en gang som én begivenhed - eller i hvert fald efter en meget regelret procedure, forklarer Torben Trier Christiansen.

Sammenholdt med, at der stadig er mange fine genstande tilbage i gravene, er der derfor nok snarere tale om en vandalisering med et politisk eller religiøst motiv frem for blot gement gravrøveri.

At vandaliseringen af gravene kunne være sket med baggrund i et politisk eller religiøst motiv underbygges af, at gravpladsen øjensynligt har fungeret som mere end blot en ordinær begravelsesplads.

Foruden de mange grave er der fundet stolpehuller fra et markant kulthus eller tempel tæt ved gravpladsens rigeste grave – på områdets højeste bakkedrag. Vurderingen er, at bygningen har stået her i gravpladsens brugsperiode, og sammenlignes det med fund andre steder, fx Uppåkra i Skåne, er det nærliggende at antage, at den har været benyttet til forskellige førkristne ritualer. Fund af store mængder dyreknogler og ildskørnede sten i den umiddelbare nærhed af kulthuset vidner om, at der kan have foregået rituelle måltider eller ofringer på stedet.

Del af et større kompleks

Det har desuden vist sig, at den undersøgte gravplads blot er én ud af tre omtrent samtidige gravpladser med få hundrede meters afstand. Der er samlet set tale om et helt kompleks på tre forskellige bakketoppe, som skyder ud fra samme udgangspunkt og derfor skal ses som et samlet hele.

Indtil videre er det dog kun dele af den ene af de tre gravpladser, som er delvist undersøgt, men detektorfund fra de to andre viser, at der også her er tale om usædvanligt rige gravpladser. Det samlede Vaarst-kompleks er derfor noget ganske særligt.

Selvom der blot er udgravet en del af den ene gravplads af de tre, som vi foreløbigt ved er i området, og et kulthus derved, så har dette års undersøgelser løftet en meget interessant flig af det, som må formodes at have være et regionalt magtcenter og helligområde ved overgangen mellem ældre og yngre jernalder (ca. 200-550 e.Kr.) – et sted hvor den absolutte samfundselite holdt til.

Gammel diskussion blandt arkæologer

Fundet af en gravplads og et helligområde ved Grønhøjgård puster ifølge Torben Trier Christiansen liv i en ellers gammel diskussion. Det nyopdagede helligområde ligger nemlig kun én kilometer fra landsbyen Gudum, hvis navn tilhører en lille eksklusiv gruppe af stednavne med den oprindelige betydning ”Gudernes hjem”.

Allerede da man tilbage i 1980’erne udgravede landsdelens største gravplads ved Sejlflod, ca. fem kilometer længere mod nord, var man opmærksom på dette, men først med de nye opdagelser på markerne ved Grønhøjgård begynder regionens religiøse jernalderlandskab for alvor at materialisere sig for os moderne mennesker.

- Men da Gudum imidlertid er adskilt fra bakkerne ved Grønhøjgård af en markant ådal, så er det endnu ikke helt klart, hvordan forholdet mellem stednavnet og det nye helligområde egentligt skal forstås, siger Torben Trier Christiansen.

Selv om sammenhængen mellem Gudum og gravpladsen Grønhøjgård ved Vaarst stadig er uklar, så kalder fundet af et helligområde på forskningsmæssig opmærksomhed.

Ifølge Torben Trier Christiansen skal det hele ses i både en dansk og en international kontekst. For eksempel hvilken funktion jernalderens tidligste centralpladser har haft, praktiseringen af førkristen religion og ikke mindst organiseringen af stammesamfundet før en egentlig rigsdannelse.

- Vi er uden tvivl ved at afdække et af de politiske og religiøse magtcentre i Jylland i perioden 200-550 e.Kr., og det er dermed indledningen til historien om skabelsen af Danmark. Fundene i Vaarst er med til at nuancere og understrege forskellen på jernalderens magtcentre i det område, som senere blev til Danmark. Så det er en vigtig brik i den allertidligste danmarkshistorie, som vi er i gang med at afdække, forklarer Torben Trier Christiansen.

Udgravningerne i området ved Vaarst forventes at fortsætte i 2021.