Jobcentre klokker i breve til arbejdsløse
Foto: Christel Iversen
Landets jobcentre sjusker og sender ofte breve med stærkt personfølsomme oplysninger til de forkerte borgere. Jammerbugt Kommune er blandt synderne.
Det er sygejournaler, CPR-numre og oplysninger om kontanthjælp, oplysninger, som arbejdsløse og sygemeldte helst vil holde for sig selv, som havner de forkerte steder.
Alene indenfor de seneste tre måneder har jobcentrene i mindst fem kommuner i flere tilfælde sendt fortrolige breve til uvedkommende borgere, viser en gennemgang, som Avisen.dk har foretaget.
Helt galt gik det for eksempel, da Københavns Kommune sendte flere end 5.000 indkaldelser til samtaler på jobcenteret forkert. Dermed havnede arbejdsløses oplysninger hos uvedkommende personer i tusindvis af tilfælde.
Gennemgangen viser, at det også er sket i Silkeborg, Odense, Næstved og i Jammerbugt Kommune.
- Det er klart ulovligt, når jobcentre sender fortrolige personoplysninger til den forkerte borger. Det er en overtrædelse af både tavshedspligten og persondataloven, siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til Avisen.dk.
Ifølge Datatilsynet er der en stigende tendens til, at blandt andet jobcentre kommer til at lække fortrolige oplysninger.
- Der har været en ganske kedelig udvikling de seneste år. Sikkerhedsbrister, hvor fortrolige oplysninger havner på forkerte hænder, har fået et øget omfang, herunder i kommuner og jobcentre. Det er en udvikling, der giver anledning til bekymring, siger Lena Andersen, kontorchef i Datatilsynet, til Avisen.dk.
Hun tilføjer, at Datatilsynet har set en 'voldsom stigning' i antallet af sager om såkaldte sikkerhedsbrister inden for de seneste fem år.
Lena Andersen fra Datatilsynet vurderer, at det er den øgede digitalisering, der er årsag til de mange brist. Medarbejderne skal lære de nye systemer at kende, og indtil da er der forhøjet risiko for fejl.
Sten Bønsing fra Aalborg Universitet er enig i, at den øgede digitalisering kan forklare dele af problemerne. Men derudover er der tale om sjusk, siger han.
I Kommunernes Landsforening beklager man de mange fejl.
- Vi kan kun beklage, at den type fejl opstår. Det er klart, det er ubehageligt, hvis uvedkommende personer får oplysninger, man ikke burde modtage, siger Jacob Harder, kontorchef for Digitalisering og Borgerbetjening i Kommunernes Landsforening. Han tilføjer, at kommunerne aldrig kommer til at helt at undgå fejl i de millioner af breve, der hvert år bliver sendt til borgerne.
- Men det skal være så få som muligt. Vi har naturligvis et ansvar for at passe godt på oplysningerne, siger han.