Jonas Dal skal ingen steder
Jonas Dal skal ikke være træner i mesterklubben FC Midtjylland, lyder det fra Hobro IK.
Der har i løbet af den seneste uges tid været sonderinger fra FC Midtjylland i forhold til at tilbyde det ledige cheftrænerjob til Hobro IK's Jonas Dal. Der har ikke været konkrete tilbud på bordet, hvorfor Jonas Dal også i den kommende sæson vil stå i spidsen for Hobro IK i Alka Superligaen, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Jonas Dal er gennem medierne blevet sat i forbindelse med det ledige cheftrænerjob i FC Midtjylland. Men trods interessen fra den danske mesterklub fortsætter Jonas Dal sin trænergerning i Hobro IK frem til kontraktudløb den 30. juni 2016.
- Vi kan bekræfte, at sportsdirektør Claus Steinlein fra FC Midtjylland har vist interesse for Jonas Dal, men da vi ikke har modtaget et konkret tilbud på at få Jonas Dal købt fri af den kontrakt, som vi har med ham, vil Jonas Dal også i den kommende sæson være cheftræner i Hobro IK, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Jens Hammer Sørensen tilføjer, at Hobro IK som klub ikke ønsker at stille sig i vejen for spillere eller trænere, der måtte have ambitioner, som de kan få opfyldt i større klubber. Til gengæld er det vanlig kutyme, at man ikke slipper nøglefigurer midt i en kontraktperiode uden at modtage en økonomisk kompensation.
- Jeg har naturligvis været meget smigret over henvendelsen fra FC Midtjylland, og selvom jeg er glad for mit virke i Hobro IK, afviser man ikke sådan en henvendelse, hvis man har trænerambitioner. Men jeg kan forstå på dialogen mellem de to klubber, at der ikke er kommet noget konkret på bordet, hvorfor jeg naturligvis stadig er cheftræner i Hobro IK, siger Jonas Dal.