Juledekorationer: December er brandfarlig
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Det er en god ide at tænke sig om, inden man tænder for de levende lys. I december er der 35 procent flere brande i private hjem end i en gennemsnitsmåned.
Julemåneden er højsæson for levende lys - men også for brande i private hjem.
December er lig med julehygge med masser af levende lys, der er med til at sprede den helt rigtige julestemning.
Juledekorationerne kommer på bordet, og vi tænder for kalenderlys, adventslys og juletræslys.
Men der er rigtig god grund til at tænke sig om, inden man tænder for de levende lys. For i december rykker beredskaberne ud til 35 procent flere brande i private hjem end i en gennemsnitsmåned. Det viser tal fra Redningsberedskabets Statistikbank, der administreres af Beredskabsstyrelsen.
- Mange brande i december skyldes uforsigtighed med levende lys. Måske har man glemt at slukke kalenderlyset inden sengetid, eller der er gået ild i en tør juledekoration, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard i en pressemeddelelse.
Hav respekt for de levende lys
Du kan dog gøre meget selv for at forebygge, at den hyggelige julebelysning ender i brand og et besøg af beredskabet.
- Det er vigtigt at have respekt for ild og tage sine forholdsregler. Man skal aldrig forlade et rum med levende lys, og derudover er det vigtigt altid at have vand i nærheden. Lav også gerne aftaler i familien om, hvem der slukker de levende lys, siger Bjarne Nigaard.
En anden god huskeregel er at lade lysene i adventskransen stå i holdere, så stearinen ikke er i direkte kontakt med pyntegrønt og nips i dekorationen.
På selve juleaften har mange danskere en tradition med levende lys på juletræet, men her skal der også tænkes på brandsikkerheden, så der ikke går ild i træet.
- Bruger du levende lys på dit juletræ, bør du fylde vand i din juletræsfod. Det holder grenene friske i længere tid og mindsker risikoen for, at de tørre grangrene futter af. Det er ligeledes en rigtig god idé at have en gulvspand med vand stående i håndvasken, så du hurtigt kan reagere, hvis et af lysene antænder noget julepynt eller en grangren, siger Bjarne Nigaard.
Skulle uheldet være ude, og der opstår brand, skal du alarmere beredskabet via 112.
Fem gode råd om levende lys
- Forlad aldrig rummet, hvis der er levende lys tændt
- Lav din juledekoration med omtanke. Pas på med brændbart pyntegrønt og nips i dekorationerne. Placer lysene med god afstand mellem hinanden og i holdere, som adskiller lyset fra pyntet. Hold også sikker afstand mellem levende lys og pynt og gran
- Lav en regel om, at den, der tænder for et levende lys, også skal huske at slukke det
- Hav vand parat i nærheden. Stil en ekstra kande vand på bordet eller hav danskvand/sodavand i nærheden. Kulsyren kan hjælpe til med at få spredt væsken, hvis man ryster flasken ved eventuel slukning
- Hvis du bruger levende lys på dit juletræ, så fyld vand i din juletræsfod. Det holder grenene friske i længere tid og mindsker risikoen for, at de tørre grangrene futter af. Hav eventuelt gulvspanden stående fyldt i køkkenvasken, når lysene på træet er tændt. Kilde: Danske Beredskaber