Julehjælp: Rekord mange ansøgere hos Blå Kors

Igen i år har hjælpeorganisationen Blå Kors modtaget et rekord stort antal ansøgninger til Julehjælp.

I Blå Kors er de lige nu ved at sende svar ud til de mange danskere der har ansøgt om julehjælp. Og igen sætter antallet af ansøgere rekord.

Sidste år ansøgte 788 nordjyder om julehjælp hos organisationen. I år er det tal steget til 1021 - altså 233 flere end sidste år. Også på landsplan er antallet af ansøgere steget. Sidste år havde 6268 ansøgt om julehjælp inden fristen udløb. I år er det steget til 7173 familier.

- Det er overvældende, at der er så mange familier, som søger om julehjælp. Vi havde på fornemmelsen, at vi i år ville slå rekord med den fart, som ansøgningerne er væltet ind. Det vidner om, at der er mange familier, som oplever at have det rigtig svært, og at det virkelig kommer til udtryk i julen, hvor de, ligesom alle andre familier, gerne vil give deres børn en god juleaften med mad og gaver, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre.

Hjælp til hver femte

Men det er langt fra alle ansøgere, der modtager en positiv tilbagemelding. Faktisk får knap 80 procent af ansøgerne afslag. I år regner Blå Kors nemlig med at uddele julehjælp til knap 1400 på landsplan. Heraf får cirka 225 nordjyske familier hjælp.

Julehjælpen består af et gavekort på 400 kroner til Lidl, samt et gavekort på 200 kroner til en lokal Blå Kors butik. Hjælpeorganisationen prioriterer familier med hjemmeboende børn under 18 år på overførselsindkomst, ligesom de ansøgere, der i forvejen har kontakt med Blå Kors igennem et af organisationens andre tilbud, kommer først i køen.

Pengene til julehjælpen kommer fra Blå Kors' egne midler, fonde, gaver fra privatpersoner og samarbejdspartnere som Lidl Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland