Julen giver mange mavesmerter
Foto: Tv2nord.dk
Julen er hjerternes fest. Men maverne tager også del i festlighederne, og for mange ender det med smerter.
And, flæsk, brune kartofler, risalamande, vin, øl, snaps og masser af søde sager. Det er noget vi kan lide, os danskere.
Men hvert år ender mange danskere med at få ondt i maven, fordi de har spist for meget fed julemad. For en del bliver det så slemt, at de kontakter deres læge.
For selv om mavesækken er elastisk og kan rumme "utrolige" mængder mad, så er der altså grænser, understreger Jens Rikardt
Andersen, der er overlæge på Rigshospitalets Ernæringsenhed og lektor ved Institut for Human Ernæring.
- Når man har spist for meget, så stiger trykket i maven og tarmene, og det gør ondt. Efterhånden som maden bliver findelt nok i mavesækken, løber det ud i tarmen og starter passagen. Som led i den proces kan der dannes noget gas, som også fylder og øger trykket endnu mere, forklarer Jens Rikardt Andersen.
Der, hvor det typisk gør mest ondt, er lige under brystbenet.
- Når trykket bliver for stort i mavesækken, så kan der blive presset mad og mavesyre tilbage op i åbningen til spiserøret. Rigtig mange mennesker har et brok lige der, og det er noget, der kan gøre rigtig ondt og minde om et hjertetilfælde. Derfor er der mange, der ender på sygehuset med det her, siger Jens Rikardt Andersen.
Når det ofte går galt i julen, så er det ikke kun fordi, danskerne spiser for meget. Det skyldes også julemadens karakter, og at vi drikker det forkerte.
- Jo mere fedt vi spiser, jo langsommere går det med at få det ud igen. Og når man så kombinerer den fede mad med alkohol, så svækker man den lukkemuskel, der er mellem spiserøret og mavesækken, så det bliver nemmere at skubbe maden tilbage i spiserøret, forklarer Jens Rikardt Andersen.
- Så den værste kombination er fed mad og alkohol - og hvad er det lige, man får til jul, spørger han. Så hvis man ikke kan eller vil holde igen med julemaden, så er det er rigtig god idé at sørge for at drikke meget vand, og ikke overdrive med alkoholen.
- Selv om det kan være voldsomt ubehageligt at forspise sig, så er danskernes alkoholforbrug et langt større problem. Alkohol er årsag til langt, langt flere helbredsskader og andre ulykker, siger Jens Rikardt Andersen.