Juletræslys skyld i totalskadet lejlighed

Kombinationen levende lys og tørre juletræer kan være farlig. Det måtte en mor og hendes datter sande fredag aften.

Klokken halv ni fredag aften indløb der alarm om en brand i en lejlighed i en opgang på Umanakvej i Aalborg.

Det var beboerne selv der havde slået alarm: et levende juletræslys havde antændt juletræet, og det resulterede i en udbrændt stue, og sod og vandskader i resten af lejligheden.

- Ifølge brandfolkene, så er lejligheden nu totalt ubeboelig, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Peter Redder til TV2/Nord.

Mor og datter kom en tur forbi skadestuen for at blive tjekket for røgforgiftning, men er udskrevet igen.'

I Hirtshals slap en ældre dame med skrækken, da der pludselig opstod gløder og kraftig røgudvikling i en gammel varmepude. En hurtig indsats fra hjemmeplejen fik kvinden ud og tilkaldt brandvæsenet, der hurtigt fik slukket ilden. Også her måtte den uheldige beboer en tur forbi skadestuen.

Brandvæsenet måtte også rykke ud til en bilbrand i Vongsild ved Aars: Her blev en personbil fundet totalt udbrændt. Nummerpladerne var fra en anden bil, så nu skal teknikere undersøge, om bilen var stjålet.


Seneste nyt

fra Nordjylland