Kæmpe byggeboom: Virksomhederne skriger efter lærlinge

Nordjylland er inde i et byggeboom. Det går så godt, at der i visse situationer er gabende tomme lærepladser. Skolerne har ikke nok elever at sende ud til virksomhederne.

Hans Christian Jeppesen, direktør på EUC Nordvest i Thisted har snart ikke flere elever på hylden.

- Der er sådan set ”solgt ud” af tømrere og murere. Vi vil gerne have nogle flere folk, for det bliver helt slemt til januar. Vi mangler simpelthen nye elever at sende ud til virksomhederne, der ringer ind og spørger, om vi ikke kan skaffe nogle folk til deres lærepladser, siger Hans Christian Jeppesen.

Kæmpe store byggeprojekter - som for eksempel it-giganten Apples byggeri i Viborg - forstærker efterspørgslen på håndværkere.

- Vi kan jo ikke skaffe flere, selvom vi også er gået rigtigt pænt frem på vores erhvervsuddannelse i forhold til 2016. Faktisk har vi haft en stigning på 20 procent i den gruppe, der starter på grundforløbet. Så man må sige, at der er godt gang i dansk økonomi, og det smitter af på elevernes muligheder. Jeg ville ikke have troet det, hvis nogen for fem år siden havde sagt til mig, at vi ville stå i den situation nu, siger EUC-direktøren.

Lærlingene er så eftertragtede, at mange af dem også får lærlingeløn under hele skoleforløbet - og dermed slipper for at skulle leve af SU.

- Vi har unge mennesker, der sidder her på skolebænken og får 11.000 om måneden af deres mester for at gå i skole. Mesteren vil sikre sig at have nogle dygtige elever, og derfor sikrer de sig dem på forhånd ved at betale for hele uddannelsesforløbet. Det viser bare, at der mangler unge i erhvervsuddannelserne, siger Hans Christian Jeppesen.

De unge erhvervselever på EUC Nordvest i Thisted bekræfter efterspørgslen.

- Jeg tror ikke, jeg får problemer med at få arbejde efter uddannelsen. Overhovedet ikke. Der er masser at lave og mangel på murere. Jeg tænker, at jeg kan begynde med en timeløn på 300 kroner, hvis det er på akkord, siger Anders Nielsen, murerlærling.

- Som det er lige nu med det her byggeboom, vi har i Danmark, så tror jeg, at der er mange jobmuligheder. Jeg har i hvert fald fået grønt lys fra min mester, men jeg flytter nok til Kolding med min kæreste, og her er det måske endnu lettere at få job, siger Martin Vestergaard, tømrerlærling.


Seneste nyt

fra Nordjylland