Kan en violin sætte gang i erhvervet?

En flok erhvervsledere fra Vesthimmerland prøvede torsdag morgen noget helt nyt - en violin skulle hjælpe dem med at blive mere nuancerede ledere.

13 erhvervsledere mødtes torsdag morgen i Vesthimmerlands Musikhus i Aars, hvor de skulle inspireres på en lidt anderledes måde. Violinist Karen Humle skulle med sin musik forsøge at give lederne gode ideer. Erhvervsfolkene skulle fortælle om det, de brænder for ved deres arbejde, og imens skulle violinisten sætte musik på deres tanker.

- Kunstnere arbejder kreativt, og de har en hjernehalvdel, der er lidt mere kreativ end måske erhvervsfolk har, siger arrangør Martin Gregersen fra TrendTeam.

Trods skepsis før arrangementet satte musikken alligevel nye tanker i gang hos erhvervsfolkene:

- Jeg er blevet mindet om, at man skal tænke kreativt og med inspiration og ikke kun tænke i produktion, som man normalt gør i min verden, siger Per Therkildsen, der deltog i arrangementet.

Arrangørerne i den lokale erhvervsgruppe har planlagt yderligere to netværksarrangementer for erhvervslederne - også med Karen Humle og hendes violin.

Se reportagen i vores udsendelse torsdag klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland