Kattekilling traumatiseret efter solotur fra Norge til Danmark
Foto: Gritt Mathiesen Hanghøj
Kattekillingen bliver nu passet og plejet hos Gritt Mathiesen Hanghøj fra Nordjyllands Hittekilling.dk.
En kattekilling på blot 600 gram har taget den lange rejse fra Norge til Danmark med færgen, men er nu i trygge hænder i Nordjylland.
Kattekillingen er tilsyneladende hoppet op på undervognen på en lastbil i Norge, som skulle med færgen til Danmark. Nu er kattekillingen så hos Gritt Mathiesen Hanghøj, der er formand for foreningen Nordjyllands Hittekilling.dk og bor i Pandrup, hvor den bliver passet og plejet.
Nordjyllands Hittekilling.dk er en forening bestående af en række frivillige 'plejefamilier', der tager sig af kattene, mens de venter på en permanent ejer. Gritt Mathiesen Hanghøj har selv 20 katte hjemme hos sig selv.
- Jeg tog katten fra Norge med til dyrlægen i går, fordi den var dehydreret og i chok. Hos dyrlægen fik den lidt ekstra væske under huden, den har fået en masse kærlighed, og så har den fået noget ekstra mad. I går aftes kvikkede den så op, og nu har den det fint, siger Gritt Mathiesen Hanghøj.
Vildkat søgte varme hos lastbilmotor
Chaufføren, der kørte lastbilen, hvor killingen var hoppet på, afleverede lastbilen på et værksted, kort efter ankomsten til Danmark, hvor katten så blev opdaget af mekanikeren. Efterfølgende blev den afleveret til Gritt Mathiesen Hanghøjs forening, der består af en række frivillige, der tager sig af kattene, indtil de finder en permanent ejer.
- Vi har ikke fået nogen henvendelser fra en eventuel ejer, og det er tydeligt, at der er tale om en vildkat, som der er hoppet på lastbilen for at få varme fra motoren. Så nu bliver den hos mig, indtil den bliver gammel nok til at kunne adopteres væk, siger Gritt Mathiesen Hanghøj.
Efter katten blev afleveret til Nordjyllands Hittekilling.dk, lagde Gritt Mathiesen Hanghøj et opslag på Nordjyllands Hittekilling.dk's Facebookside, som siden er gået viralt i både Danmark og Norge.
Overrasket over den store interesse
Den store interesse for kattekillingen har ført til, at Gritt Mathiesen Hanghøj er blevet kontaktet af flere medier i Norge for at høre om kattens historie. Flere norske dyreværnsorganisationer har også kontaktet formanden med henblik på at hente katten hjem igen.
- Jeg blev virkelig overrasket over den store interesse. Jeg er blevet kimet ned siden onsdags, hvor jeg lagde det på Facebook. Der sker tit, at katte kommer fra andre lande, så det er ikke noget nyt for mig, siger Gritt Mathiesen Hanghøj.
- Vi har 40 katte mere, der gerne skulle finde sig et hjem, så jeg håber, at det her giver noget eksponering til vores sag. Der er ikke noget nyt i, at katten har en tragisk historie - det har de fleste af vores katte. Enten er de blevet fundet i en hestestald, under en traktor, eller de er blevet dumpet midt på vejen.
Den norske kattekilling er lige nu seks uger gammel, og Gritt Mathiesen Hanghøj regner med, at den skal plejes hos hende, indtil den bliver 16 uger gammel.
Normalt kan killingerne bortadopteres, når de er mellem 12-14 uger, men kattekillingen fra Norge er så traumatiseret af sine oplevelser, at Gritt Mathiesen Hanghøj vurderer, at katten skal blive hos hende, indtil den er 16 uger gammel.